Ofre for terrorbomber blev mindet

Der var stuvende fuldt under et mindemøde i Friends Meeting House nær King s Cross i London. - Foto: Jens Dresling
Der var stuvende fuldt under et mindemøde i Friends Meeting House nær King s Cross i London. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

De fleste kirkegængerne forlader Saint Pancras Parish Kirke i det centrale London med røde øjne. Kun 100 meter fra den dobbeltdækkerbus, der blev smadret af en bombeeksplosion torsdag morgen - og dræbte mindst 13 mennesker - har de netop deltaget i en meget bevæget mindehøjtidelighed for ofrene. »Vi mindes dem, som døde så tragisk i torsdags. Vi beder for dem, som stadig savner familiemedlemmer, og vi beder for dem, som blev såret«, indleder præsten Paul Hawkins. Flere end på normal kirkedag De fleste af tilhørerne er mennesker fra lokalområdet, som er kommet for at vise deres sympati med de efterladte. Den engelske kirke minder meget om Vor Frue Kirke i København med søjler både udenfor og indenfor og spartansk udsmykning. Den er ikke helt fyldt, men der er langt flere end på en normal søndag. I sin prædiken taler Paul Hawkins om, at han for et par år siden læste, at 80 procent af alle indbyggere i London ikke kunne tænke sig at leve andre steder. Blandt andet på grund af byens mangfoldighed, som eksisterer i kraft af de mange forskellige kulturer og religioner, der lever side om side. »De seneste dages begivenheder gør det endnu mere vigtigt, at vi holder fast i disse værdier. Vi må ikke give muslimer skylden. Vores muslimske naboer og venner er lige så rystet som os«, siger han. De skyldige er kriminelle Han understreger, at de, der stod bag terrorhandlingerne, ikke er muslimer, men »kriminelle, som siger, at de er muslimer«. Midt i den dystre stund kan præsten også se nogle lyspunkter, at der kom noget positivt ud af torsdagens begivenheder. Mange af de mennesker, som var tæt på eksplosionen, søgte hen i kirken, da de så og hørte eksplosionen. »De folk, der søgte hen i kirken, hjalp med at berolige hinanden. Samtidig fik jeg hundrede henvendelser fra alle mulige steder i verden. Det viser, at vi har et stærkt sammenhold«, siger Paul Hawkins. Sammenholdet vigtigt Sammenholdet kommer igen til udtryk, da samtlige kirkegængere et øjeblik efter går rundt og giver hinanden hånd og kram. En af dem er psykologen Rennie Pevton, der efter højtideligheden, siger, at »vi havde brug for det«. »Vi er nødt til at få vores liv tilbage til normalen så hurtigt som muligt«, siger hun. Titusinder mindes Anden Verdenskrig Londonerne står ikke bare sammen om nutidens trængsler. Et par timer senere samles titusindvis i området omkring det kongelige palads, Buckingham Palace, for at fejre 60-året for afslutningen på Anden Verdenskrig. Datoen er valgt, fordi den ligger nogenlunde midt mellem afslutningen af krigen på det europæiske og på det asiatiske kontinent. The Mall, der løber op til Buckingham Palace, er fyldt med mennesker i alle aldre, der er mødt op i det strålende solskin for at hylde krigsveteranerne. Det vrimler med ældre mænd i mørke jakker og nypudsede medaljer på brystlommen. De har alle været med til at sikre den frihed, som briterne forsøger at nyde denne dag. Anden Verdenskrig var civiliseret En af dem er 82-årige Henry Elmer, der som chauffør af et amfibiekøretøj i Normandiet under krigen har set mange rædsler. Han kalder Anden Verdenskrig for »en mere ren og mere civiliseret krig«, end den der har fundet sted i Londons gader de seneste dage. »Det er mere deprimerende i dag. Dengang kæmpede vi mand mod mand, og vi vidste, hvem fjenden var. Det ved vi ikke i dag, hvor de også dræber kvinder og børn«, siger Henry Elmer 80-årige Thomas Smith, der sejlede ubåd under krigen, er enig. Kæmper i det skjulte »Men vi bliver nødt til at prøve at komme videre«, siger han, mens han stolt viser det menukort frem, som han har taget med som souvenir fra en netop overstået frokost med dronning Elizabeth og prins Philip på Buckingham Palace. Her deltog også Eddie Clothier, som var udsendt til Libyens ørken under krigen. Selv om han synes, det er en »stor« dag, tager de seneste dages begivenheder i London også kanten af hans glæde. »Men vi er modstandsdygtige. Vi er overbeviste om, at de ikke vil slå os«, siger han og kalder dem for en flok »onde terrorister«. »Vi kæmpede soldat mod soldat. Disse mennesker kæmper i det skjulte«, lyder det fra krigsveteranen. I hånden holder han en bærepose med en bog fra dronningen. »Tak for vores fremtid«, står der på forsiden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her