Den islamiske modstandsbevægelse Hamas meddelte mandag, at den ikke vil tage imod tilbuddet om at komme med i en palæstinensisk national samlingsregering. »Hamas har besluttet ikke at indgå i en samlingsregering, men organisationen fastholder, at en samlingskomité oprettes for at holde opsyn med tilbagetrækningen fra Gaza«, siger Mushir al-Masri, en Hamas-talsmand, til det franske nyhedsbureau AFP. Bevægelsen vil hellere afvente resultatet af det palæstinensiske parlamentsvalg, som ifølge planen skal holdes i januar næste år. Høje forventninger til valget »Vi er ikke interesseret i at være i regering, bare for at være det. Vi mener den rigtige måde at gøre det på er gennem valg«, siger lederen af Hamas' politiske fløj i Vestbredden, Hasan Yousef, til Al Jazeera. Hamas har tidligere boykottet palæstinensiske valg i protest mod Oslo-fredsaftalerne med Israel fra 1993, men bevægelsen besluttede tidligere i år at opstille ved det kommende valg. Hamas klarede sig godt ved palæstinensiske lokalvalg i maj og håber nu at opnå et fornemt resultat ved parlamentsvalget og gøre op med Fatahs dominans.
Hamas afviser tilbud om palæstinensisk samlingsregering
Lyt til artiklen