Storbritanniens premierminister Tony Blair kunne onsdag modtage lederne af G8 til topmøde i Skotland med øget selvtillid efter i Singapore at have bidraget til Londons sejr i konkurrencen om det olympiske værtskab i 2012. Men udsigterne er mindre lyse, når det gælder hjælp til Afrika og bekæmpelse af den globale opvarmning, som han har gjort til topprioriteterne for topmødet. Ingen penge til bekæmpelse af malaria Økonomen Jeffrey Sachs, særlig bistandsrådgiver for FN's generalsekretær Kofi Annan, siger til BBC, at han forventer, at topmødet »kun vil komme op med omkring halvdelen af det nødvendige« for at nå målet at udrydde fattigdom inden 2015. Når det for eksempel gælder udryddelse af malaria »er det sat på dagsordenen, men midlerne ikke fundet«. 300 mio. euro på bordet EU-kommissionens leder, Jose Manuel Barroso, lagde som gæst de første ekstra penge på bordet onsdag aften, 300 millioner euro, 2,2 milliarder kroner, øremærket til støtte for fattige landes handel. »Det, som jeg bringer til bordet i Gleneagles, er et betydeligt skub, der skal hjælpe udviklingslande med at hjælpe sig selv ved at gøre dem i stand til at gøre markedsmuligheder til virkelighed«, sagde Barroso. Det bringer EU's samlede »hjælp til handel« op på en milliard euro, 7,5 milliarder kroner, per år. Klima Der er udbredt frygt blandt miljøforkæmpere for, at bekæmpelse af fattigdom i Afrika vil sætte indsatsen imod klimaændringer i skyggen på topmødet. De to ting vil komme til at hænge stadig mere sammen i de kommende år, da lande med størst mangel på fødevarer vil få det stadig sværere i takt med, at den globale opvarmning forværrer ørkendannelse og tørke, siger en fødevareekspert til Reuters. »Klimaændringer vil have en enorm indflydelse på fødevaresikkerheden især i Afrika, men også i dele af Asien og Latinamerika. De, som allerede sulter, vil komme til at lide endnu mere«, siger Wulf Killman, specialist i global opvarmning ved FN's Landsbrugs- og Fødevareorganisation (FAO). Industriproduktion truet Den dyrkbare jord vil skrumpe ind med 11 procent inden 2080, hvis der ikke sættes radikalt ind imod klimaforandringer, viser en FAO-analyse. 65 udviklingslande især i Afrika vil dermed miste 16 procent af landbrugsproduktionen. Klimaforandringer har allerede betyder »stort fald i regnmængden« i for eksempel Etiopien i de sidste år, siger Killman. Rigere og mere nærige »Verdens syv rigeste nationer er blevet rigere - og mindre generøse«, hed det i en rapport fra FN's Udviklingsprogram (UNDP) om G8-landene minus Rusland. »Siden 1990 er gennemsnitsindkomsten i G7-landene vokset med næsten 8.000 dollar, knap 50.000 kroner, pr. indbygger om året. I samme periode er landenes ulandsbidrag pr. indbygger faldet syv dollar, godt 40 kroner«, hedder det fra UNDP. Men ifølge Jeffrey Sachs betyder den hidtil uset store folkelige opmærksomhed omkring et topmøde i G8, at de rige lande tvinges til større generøsitet. »Der er sket gennembrud i Europa, hvor viljen nu er der til at nå 0,7 procent af BNP i udviklingshjælp. Men USA vil stadig ikke være med«. 'Det Hvide Hus har ikke forstået beskeden' »Det Hvide Hus synes endnu ikke at have forstået meddelelsen«, siger Sachs, der dog ikke udelukker, at præsident George W. Bush kan vise sig »at have lyttet« mere, end hans udtalelser op til topmødet tyder på. »Befolkningen og også erhvervslivet i USA er langt foran (Det Hvide Hus), både når det gælder bekæmpelse af fattigdom og klimaændringer«, siger Sachs. Til tolvte time søgte forhandlere at finde kompromiser. Det er usædvanligt for G8 topmøder, hvor udkast til slutkommunikeer normalt har været klar, længe før lederne samledes. Hårde aids-forhandlinger Nu forhandles der videre under topmødet. G8-kilder siger til den britiske avis The Guardian, at forhandlingerne har været særligt hårde om behandlingen af hiv/aids, »hvor nogle lande har blokeret over for omkostningerne ved et tilsagn fra finansministrene i sidste måned til at sikre adgang til aids-behandling for alle inden 2010«. Der var ifølge Guardians kilder tegn på, at USA har opgivet kravet om at få det fjernet fra topmødets kommunike og er parat til at støtte en plan for behandling af aids.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























