Det sidste halve år har det været som om, der kun har været et enkelt opslag i George W. Bushs indenrigspolitiske ordbog. Eller også har han, politikerne i Kongressen og de politiske journalister bare åbnet bogen på samme side så mange gange, at den nu kun kan slå op på 'social security'. USA's offentlige pensionssystem er udset til at være genstand for Bushs eneste store indenrigspolitiske reform i anden regeringsperiode. Mens han i første periode havde fat i blandt andet skolerne, skatterne og rigets indre sikkerhed, har han nu givet sig i kast med en institution, der i amerikansk politik er kendt som 'den tredje skinne'. Opkaldt efter jernbanernes strømførende skinne - rør den, og du er død. Sololøb Bush lever stadig. Men han har egentlig heller ikke gjort noget endnu. Andet end at han i nogle måneder har ført sin egen solokampagne ved at rejse rundt i landet og forsøge at forklare direkte til vælgere i sportshaller og forsamlingshuse, hvad det er, han vil. Men det er ifølge professor i journalistik og tidligere politisk korrespondent for både NBC og CNN Ken Bode netop det, der er problemet. »Han ser ikke ud til at vide, hvad han vil. Men han er dumpet ned i traditionen for, at en genvalgt præsident bruger første år af sin anden periode på at betale tilbage til sin 'base' (hans mest trofaste økonomiske og ideologiske støtter, red.). Det er nu, han skal gøre det, han enten ikke turde eller ikke havde lejlighed til i første periode. Og det vigtigste for Bushs base er at indføre private opsparinger som del af den offentlige pension. Det er noget, de har ønsket sig i over 20 år«, siger Ken Bode. Så Bush har turet landet rundt for at forsøge at gøre vælgerne begribeligt, at det er nu, de skal være bekymrede over, at den offentlige pensionsfond er på kurs mod bankerot i 2042. Men det er et mærkeligt korstog. For mange økonomer og så godt som alle demokrater er grundlæggende uenige i analysen af, at der bliver så stort et problem. Og ret beset er det heller slet ikke det, Bush spiller ind med et løsningsforslag til. Regning uden vært Præsidentens egen skitse vil faktisk trække penge ud af systemet, for han vil give yngre amerikanere mulighed for selv at investere nogle af de penge, de i dag betaler til den offentlige pensionsfond. Det er en god republikansk idé, der giver de ressourcestærke mulighed for selv at bestemme over deres penge. Men hvordan skal der så komme flere penge i puljen til resten af amerikanerne? Tja, det har Bush overladt til Kongressen at finde ud af. Spørger man vælgerne, er der kun 13 procent, der siger, at pensionsreformen er USA's mest presserende problem. Spørger man politikerne i Kongressen, er det ikke rigtig noget, der haster. Og spørger man Ken Bode, siger han: »Det ligner et flop«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























