Irans fattige hylder nyvalgt præsident som Robin Hood

Mange velstående iranere frygter, at valget af Mahmoud Ahmadinejad vil føre til et talebanlignende styre. - Foto: AP
Mange velstående iranere frygter, at valget af Mahmoud Ahmadinejad vil føre til et talebanlignende styre. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»Jeg stemte på Ahmadinejad fordi han hugge hænderne af dem, der stjæler de nationale rigdomme og fordi han vil bekæmpe fattigdom«, siger Rahmatollah Izadpanah til Reuters. Sammen med 62 procent af de 22 millioner iranske vælgere har han stemt på den den stærkt religiøse Mahmoud Ahmadinejad, som Irans næste præsident. Han hyldes af Irans troende fattige som en Robin Hood figur, der vil give dem en del af Irans rige olieressourcer. Bekymring blandt velhaverne Med den store valgsejr blev alle spekulationer om et tæt opløb mellem ham og den stenrige modkandidat Rafsanjani gjort til skamme. Blandt Irans mere velstående er valget af Ahmadinejad ikke en god nyhed. De er nervøse for at landet vil blive sat yderligere tilbage. »Fra nu af er jeg bekymret over sikkerheden af investeringerne i Iran. Jeg ved ikke, hvordan man skal investere i Iran i den nuværende situation«, siger den 47-årige forretningsmand Mohsen til Reuters. Vestlige tircks I en valgkamp, hvor de fleste kandidater tog vestlige valgkamptrick i brug for at tækkes Irans unge vælgere, har Ahmadinejad ført en kampagne, hvor han har lagt vægt på Den Islamiske Revolutions grundværdier. »Vi gennemførte ikke en revolution for at få et demokrati«, har Ahmadinejad sagt, skriver Reuters. Ahmadinejad, der har været borgmester i hovedstaden Teheran siden 2003, er tidligere medlem af Revolutionsgarden og tidligere instruktør for den halvmilitære ideologiskfunderede basijmilits. Den baggrund har fået iagttagere til at frygte, at han vil bringe gamle militærkammerater ind på ministerposter i sin regering. Spåete til at tabe Inden første valgrunde af præsidentvalget 17. juni blev Ahmadinejad, der er den absolut mest fundamentalistiske af de i alt syv præsidentkandidater, stort set ingen chancer spået. Men hans valgkampstrateger formåede at få budskabet om Ahmadinejad som en mand af folket, der bekymrer sig om de fattige, de ældre og krigsveteranerne, igennem. Ahmadinejad, der er søn af en smed, spiller på sin ydmyge oprindelse og har svoret at dele ud af Irans store olierigdomme til landets fattige. Men Ahmadinejad har i sin tid som borgmester lukket mange af de kulturelle centre, som reformfløjen fik åbnet, da den sad på borgmesterposten. Centrene er blevet afløst af bønnecentre, og Ahmadinejad har også fået gennemført kønsadskillelse i elevatorer i offentlige bygninger. Kold luft til USA I forhold til udlandet har Ahmadinejad sagt, at en genoptagelse af de diplomatiske bånd til USA ikke er en løsning på Irans problemer. I 1990'erne var han guvernør i den religiøst konservative by Ardebil i den nordvestlige del af Iran. I sin hjemlandsby har han vundet indbyggernes hjerter. »Han blev engang spurgt, om han ville bo i et palads, hvis han blev præsident. Han svarede, at det ville han, men først når alle andre iranere havde fået deres eget palads«, fortæller hans fætter Massoumeh Sabbaghian.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her