Eks-kommunister står til sejr i Bulgarien

Lyt til artiklen

Alt tyder på, at Bulgariens socialister besejrer ekskongen og premierminister Simeon Saxe-Coburg ved dagens parlamentsvalg. En exitpoll, som blev bragt af det bulgarske tv BTV umiddelbart efter valglokalernes lukning, viser, at socialisterne - de tidligere kommunister - vil få 32,2 procent af stemmerne mod 20,5 procent til Saxe-Coburgs afgående centrum-højre regering. Fattig befolkning På tredjepladsen følger i undersøgelsen det liberale parti for det muslimske mindretal, Bevægelsen for Rettigheder og Frihed. Selv om erhvervslivet har rost Saxe-Coburgs regering for at være den bedste siden kommunismens fald, har befolkningens utilfredshed med fattigdom og kriminalitet tvunget ekskongen i defensiven. Stemte for forandring Socialisterne, som ledes af den 39-årige Sergej Stanisjev, er ivrige efter at vise, at de har forandret sig, siden de blev drevet fra magten i 1997 efter at have bragt landet i økonomisk uføre. »Jeg stemte for forandring - for at fuldende reformerne, som kræves af EU, og for at bulgarerne får højere indtægt, stabile job og en socialt ansvarligt regering«, sagde Stanisjev efter at have afgivet sin stemme på en skole i Sofia. Lovede mindre fattigdom Saxe-Coburg, den tidligere konge, vendte hjem til Bulgarien for at vinde parlamentsvalget i 2001 med en enorm margin. Han førte landet ind i NATO og frem til tærsklen til EU. Han øgede den økonomiske vækst til seks procent årligt og begrænsede arbejdsløsheden. Men hans store mangel er, at han aldrig opfyldte et valgløfte om at gøre bulgarerne mere velstående. Derfor når han næppe at løse opgaven med at styre Bulgarien mod EU-medlemskab i 2007 eller 2008. Valglokalernes åbningstid var lørdag aften blevet forlænget med en time for at give alle, der stod i kø, mulighed for at afgive deres stemme, skriver Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her