Bolton må til FN ad bagdøren

Lyt til artiklen

John Bolton, den omstridte kandidat til posten som USA's ambassadør i FN, kan formentlig kun komme til at indtage posten, hvis præsident Bush kortslutter den demokratiske godkendelse og udnævner ham midlertidigt, når Senatet er taget på sommerferie. Sådan er situationen, efter at Senatet natten til i går endnu en gang blokerede for en afstemning om godkendelse af Bolton til posten som FN-ambassadør. For at bryde blokaden fra demokraterne skulle det republikanske flertal skaffe 60 stemmer, men det blev kun til 54. Ved en tilsvarende afstemning 26. maj stemte 56 for. Tilbage i Det Hvide Hus Dermed er sagen i realiteten ude af Senatet og tilbage i Det Hvide Hus, hvor Bush har fire muligheder: 1. Han kan fortsætte den tilsyneladende endeløse krig. 2. Han kan opgive Bolton og stille med en mere acceptabel kandidat. 3. Han kan give efter for demokraternes krav om udlevering af hemmeligtstemplede dokumenter, som efter det oplyste demonstrerer, hvordan Bolton på udenrigsministeriets nedrustningskontor nedtromlede efterretningsembedsmænd, hvis analyser ikke gav det facit, han ønskede. 4. Eller han kan ignorere Senatet og omgå godkendelsesproceduren ved at kommissionere John Bolton til jobbet, når Senatet holder en ugens ferie omkring uafhængighedsdagen 4. juli. Partipolitiske motiver I går skrev bl.a. det konservative dagblad Wall Street Journal, at »signaler fra Det Hvide Hus« tyder på, at præsidenten vil vælge denne sidste udvej. Han vil kunne henvise til, at der i Senatet hele tiden har været flertal for Bolton, som demokraterne har haft partipolitiske motiver til at blokere. I givet fald vil John Bolton få halvandet år som FN-ambassadør, før Senatet i januar 2007 igen får mulighed for at godkende eller afvise ham. På det tidspunkt vil han blive bedømt på sine gerninger, om han har vist sig at være Bushs håndfaste reformator af verdensorganisationen, eller han har bekræftet kritikernes billede af en brutal bisse, som har bragt skam over USA. Der er intet usædvanligt i, at præsidenter benytter senatsferier til at udnævne kontroversielle kandidater til fremtrædende embeder. Men ved alle tidligere lejligheder har præsidenterne grebet til denne udvej direkte - uden først at forsøge at følge den normale godkendelsesprocedure.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her