Hårde angreb på Blair i EU

Tony Blair. - Foto: AP
Tony Blair. - Foto: AP
Lyt til artiklen

En uge før han overtager posten som formand for EU, er den britiske premierminister, Tony Blair, under kraftig beskydning fra flere af unionens ledere. Både chefen for kommissionen, José Manuel Barroso, og det afgående luxembourgske formandskab lægger skylden for sidste uges sammenbrudte topmøde på Blair. Topmødet kastede EU ud i »dyb krise«, fordi »Storbritannien ikke var villig nok« til at give sig, sagde Luxembourgs regeringsleder, Jean-Claude Juncker. Skarp kritik af Blair Samtidig kastede Barroso sig ud i en skarp kritik af Tony Blairs krav om en hurtig reform af EU's landbrugspolitik. »Det er ikke fornuftigt at ville reformere hele landbrugspolitikken nu«, sagde Barroso. Han mindede Tony Blair om, at unionens stats- og regeringsledere i 2002 indgik en aftale om, at landbrugsstøtten ikke skal røres før efter 2013. Den britiske premierminister gentog, at han alligevel kræver en gennemgribende reform til gengæld for at forhandle om Storbritanniens milliardrabat i EU. Stor bitterhed Det har udløst stor bitterhed blandt andre europæiske ledere, at Tony Blair blokerer for et kompromis om unionens fremtidige budget for perioden 2007-2013 på grund af den britiske rabat. Hvis Blair skal kunne gøre fremskridt under sit formandskab fra 1. juli, får han brug for støtte, ikke mindst fra EU-kommissionen. Derfor er det et meget stærkt tegn på krisens omfang, at José Manuel Barroso nu kritiserer det kommende formandskab i fuld offentlighed. »Lederne må holde op med at låse sig fast i nationale positioner, og formandslandet har det største ansvar. Hvis vi tager en overordnet debat om landbrugspolitikken nu, så får vi hverken en landbrugsreform eller et nyt budget«, sagde han. Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel tilføjede, at Tony Blair »da vist også var til stede«, da aftalen blev indgået i 2002. Tvivl om Tyrkiet Et andet kardinalpunkt for den britiske regering er de planlagte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, som skal begynde 3. oktober. Men også Tyrkiets adgang til unionen såede Barroso tvivl om. »Kommissionen er ved at forberede rammerne for forhandlingen. Men vi er alle klar over, at vælgerne sendte et seriøst signal om Tyrkiet ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Det ville være en fejl ikke at se alvorligt på det spørgsmål«, sagde han. Det er første gang, EU-kommissionen - som skal varetage de praktiske forhandlinger med tyrkerne - selv sætter spørgsmålstegn ved Tyrkiets optagelse. José Manuel Barrosos udtalelser blev understreget af hans forgænger, italieneren Romano Prodi, der i sin tid selv støttede tilnærmelsen til Tyrkiet. »Vi må tænke om igen nu. Jeg tror ikke længere, at betingelserne er til stede for tyrkisk optagelse i den nærmeste fremtid«, sagde Prodi ifølge Reuters i går. Blairs program Tony Blair satser på at bryde ud af den seneste tids bitterhed og mismod blandt EU-lederne, når han her til morgen præsenterer sit formandskabs program. Men den britiske premierminister skal ikke regne med at blive mødt med udelt begejstring, når han ruller frem med sine prioriteter om økonomisk reform og videre udvidelse. Sårene fra krisetopmødet er stadig for dybe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her