Edgar Ray Killen skal sidde i fængsel til sin 140 års fødselsdag. Den 80-årige, tidligere lokale leder af Ku Klux Klan, blev i dag idømt 60 års fængsel for drabene på tre unge borgerrettighedsforkæmpere i 1964. 20 år for hvert drab Allerede i tirsdags blev han fundet skyldig. Og i dag faldt straffen så: 20 års fængsel for hvert af drabene - en straf, den aldrende Killen modtog uden at fortrække en mine. Efterfølgende blev han kørt ud af retslokalet i Neshoba County i sin kørestol. Mørk plet på historien Dermed er der sat punktum i en af de mørkeste pletter i de amerikanske sydstaters historie. Sagen blev især verdenskendt efter 80'ernes storfilm 'Mississippi Burning' med Gene Hackman i hovedrollen som FBI-agent på jagt efter sandheden. Drabene på Michael Schwerner, Andrew Goodman og Ben Chaney fandt sted en sommernat i 1964 på en afsides liggende skovvej i Neshoba County. De tre unge mænd var i Philadelphia for at rekruttere vælgere blandt lokale sorte, da de blev anholdt - angiveligt for at køre for stærkt. Kort efter løsladelsen forsvandt de tre sporløst. Deres opløste lig blev først fundet seks uger senere i et øde sumpområde i Mississippi. Gik fri i 1967 Tre år efter mordene blev syv mænd - alle med forbindelse til Ku Klux Klan - dømt for at have deltaget i en sammensværgelse for at berøve de tre dræbte 'deres forfatningssikrede rettigheder'. Ingen afsonede dengang mere end seks års fængsel. Under retssagen i 1967 pegede flere vidner på Killen som lokal klanleder og manden, der planlagde mordene. Men Killen gik dengang fri på grund af rettergangsfejl.
60 års fængsel til eks-klanleder for Mississippi-drab
Lyt til artiklen