En dommer i Milano har udstedt 13 arrestordrer mod lige så mange formodede CIA-agenter, der angiveligt har opereret ulovligt på italiensk jord. De 13, der forlængst er over alle bjerge, beskyldes for at have bortført en terrormistænkt egypter i Milano og fløjet ham til Kairo, hvor han angiveligt har været udsat for tortur begået af de egyptiske myndigheder. Dermed mener den italienske dommer, at agenterne har overtrådt internationale love, skriver Corriere della Sera. Avisen skriver også, at det er uvist, om den italienske regering havde kendskab til CIA-operationen. Kidnappet i 2003 Kidnapningen blev begået 17. februar 2003 i Milano. Egypteren Hassan Mustafa Osama Nasr, bedre kendt som Abu Omar, var til fods på vej fra sit hjem til byens vigtigste moske i Viale Jenner, hvor han virkede som imam. Et øjenvidne har fortalt, at Abu Omar blev slæbt ind i en hvid varevogn, mens han råbte om hjælp på arabisk. Kendte agenter De italienske myndigheder mistænkte selv Abu Omar for international terrorvirksomhed i Afghanistan og Bosnien og var i gang med en efterforskning, da kidnapningen fandt sted. Arbejdet standsede brat efter bortførelsen. Italiensk politi hævder at kende identiteten på en del af de 13 agenter. Men retskilder siger til Reuters, at ingen endnu er blevet arresteret, og at alle agenterne har forladt Italien. Fejrede kidnapning på hotel En af dem, der ønskes arresteret, er USA's tidligere konsul i Milano, der menes at have stået i spidsen for operationen. Ved hjælp af telefonaflytninger og kontroller i de hoteller, hvor agenterne var indkvarteret, har politiet lavet en udførlig liste over navne, dæknavne og kreditkort, der blev brugt under operationen. Italienerne har sågar regnet ud, at det kostede 120.000 euro at fange egypteren. Da missionen var vel gennemført, blev sejren fejret på et luksushotel i Venedig, skriver Corriere della Sera. Nægter tortur CIA har offentligt erkendt at have udført en række 'ekstraordinære pågribelser' uden for USA siden 11. september 2001, men amerikanerne nægter at have medvirket til tortur. Men internationale menneskerettighedsorganisationer kritiserer USA for indirekte at godkende og medvirke til den tortur, de terrormistænkte ofte bliver udsat for, når de uden rettergang afleveres til deres hjemlande. I tilfældet Abu Omar hævder de italienske myndigheder, at egypteren blev sendt til Alexandria i Egypten og udsat for tortur. Det vides ikke, hvor han er i dag, men de italienske myndigheder mener, han stadig er i Egypten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























