Ny Irakafsløring truer Kofi Annan

Kofi Annan under et besøg i det sydlige Darfur 28. maj i år.   Arkivfoto: Evan Schneider/AP
Kofi Annan under et besøg i det sydlige Darfur 28. maj i år. Arkivfoto: Evan Schneider/AP
Lyt til artiklen

Et uafhængigt udvalg under FN sætter nu yderligere fart i undersøgelserne af FN-generalsekretær Kofi Annans mulige rolle i tildelingen af store kontrakter til firmaer, som i 1990'erne arbejdede for FN's olie for mad-program i Irak. Beslutningen kommer efter, at efterforskerne for kun tre uger siden stødte på papirer, der muligvis kan etablere en forbindelse mellem generalsekretær og det schweiziske firma Cotecna, der fik en af kontrakterne. Kofi Annans søn, Kojo Annan, arbejdede for Cotecna, da selskabet fik en stor ordre af FN. Sag fortsætter De nye papirer er så vigtige, at undersøgelsen af sagen nu bliver intensiveret på trods af, at en tidligere rapport om sagen konkluderede, at Kofi Annan ikke var indblandet. Nu er sagen helt anderledes end i marts, da hele FN-systemet med Kofi Annan åndede lettet op og mente, at sagen var overstået. Men det er den ikke, mener Reid Morden, der leder undersøgelsen. »Rejser dette et spørgsmål? Selvfølgelig«, sagde han til nyhedsbureauet AP om de nye dokumenter. Ifølge de papirer, undersøgelsesholdet fandt hos Cotecna i Schweiz, mødte Kofi Annan vicedirektøren for det schweiziske firma under et møde for verdens fransksprogede stats- og regeringschefer i Paris i november 1998. Kofi Annans søn, Kojo, deltog også i sammenkomsten. Gamle venner Det var et møde blandt gamle venner. For vicedirektøren, Michael Wilson, er en nær ven af Kojo Annan og hører samtidig til i generalsekretær Kofi Annans vennekreds. Michael Wilson beskriver mødet i et såkaldt memo, undersøgelsesholdet fandt for kun tre uger siden, og indholdet kan blive belastende for generalsekretæren. »Vi havde korte diskussioner med generalsekretæren og hans medarbejdere. Deres kollektive råd til os var, at vi skulle svare så godt vi kunne, når vi kom til et spørgsmål-svar møde 1.december 1998, og at vi kunne regne med deres støtte«, står der i papiret. Michael Wilson henviser til et møde i New York, hvor Cotecna ligesom andre virksomheder, der ønskede at opnå kontrakter for FN, skulle gennem en høringsproces i FN-hovedkvarteret i New York. Kun ti dage efter dette møde fik Cotecna kontrakten med FN - angiveligt fordi Cotecna gav et bedre tilbud end konkurrenterne, som det hedder på firmaets hjemmeside. Version skal undersøges Den version skal undersøgelsesholdet nu se efter i sømmene, og Kofi Annans gøren og laden vil nu blive endevendt endnu en gang. Kofi Annan har ikke selv reageret. Men ifølge FN-talsmanden, Fred Eckhard, kan generalsekretæren ikke huske mødet i Paris med Michael Wilson fra Cotecna. Det står til gengæld fast, at Kofi Annan befandt sig i Paris på det pågældende tidspunkt. Spørgsmålet er nu, om det pågældende møde har fundet sted og om Michael Wilson i bekræftende fald har refereret det korrekt i det dokument, der nu er fundet. Undersøgelser Det vil flere undersøgelsesudvalg nu søge at afklare. Et af dem, ledet af den tidligere formand for den amerikanske Nationalbank, Paul Volcker, ventes at aflevere den endelige udgave af den store rapport om olie for mad-skandalen inden for få måneder. Denne nye udvikling i sagen kommer på det dårligst tænkelige tidspunkt. I september skal FN's generalforsamling tage stilling til planerne om afgørende reformer af hele FN-systemet, og det bliver en svækket generalsekretær, som skal føre de sidste forhandlinger om reformen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her