Traktatens pause truer EU's videre udvidelser

Lyt til artiklen

Når Europas topledere åbner et krisetopmøde under stor forvirring, synes der efterhånden at være enighed om én ting: EU skal have en tænkepause for at finde ud af, hvad der skal ske med forfatningstraktaten. Men i den oppiskede stemning af traktatkrise og fastlåste forhandlinger om fremtidens budget, kan der opstå en ny konflikt om, hvad den pause så skal bruges til. Tysk advarsel Den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, advarer de andre ledere imod at bruge krisen til at lukke døren for unionens videre udvidelser - først med Rumænien og Bulgarien, senere med Tyrkiet, Kroatien og andre Balkanlande. »Det vil kaste Europa tilbage i en konflikt, vi ikke har godt af«, sagde han ifølge Reuters. Kansleren frygter, at tøven med udvidelsen kan udløse »ny nationalisme« og ryste sikkerheden på Balkan, hvilket vil koste EU dyrere end alt andet. Men samtidig stod Frankrigs nye regeringsleder, Dominique de Villepin, i den franske nationalforsamling og forklarede, at forfatningen blandt andet lægges på is for at give tid til ny debat om udvidelsen. Bekymring »Vi ved, at hastigheden i udvidelsen har bekymret mange af vore borgere«, sagde han - og pegede på, at mange af nejstemmerne ved den franske folkeafstemning 29. maj skyldtes utilfredshed med EU's vokseværk. De Villepin - der er nær ven af Frankrigs præsident, Jacques Chirac - understregede også, at et meget større EU vil have svært ved at fungere uden forfatningen. »Franskmændene vil vide: I hvilket Europa bygger de deres fremtid? Og hvor vil dets grænser gå?«, sagde han. Ny debat Den forventede beslutning om en 'tænkepause' på et antal måneder vil derfor ikke alene betyde aflysning af Danmarks folkeafstemning - men også åbne en helt ny debat om unionens fremtid. Også statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er for første gang begyndt at tale om en pause. Hvis det bliver resultatet, så er Fogh parat til at »give det lidt tid« for at finde ud af, hvordan borgerne kan engageres bedre. Selv kommissionens formand, José Manuel Barroso, der hidtil har insisteret på at fortsætte landenes godkendelse af forfatningen, vendte på en tallerken og anbefalede »tid til at tænke sig om«. Barroso formanede samtidig ledere om, at alle må give sig for at nå et kompromis om EU's fremtidige budget for 2007-2013, som også er på topmødets dagsorden. Men heller ikke her er der tegn på gennembrud, fordi Storbritannien nægter at forhandle om landets milliardrabat i EU, medmindre Frankrig accepterer nedskæringer i landbrugsstøtten. Et nyt udkast fra det luxembourgske formandskab gav sent i aftes ingen nye bud på at løse den konflikt, men foreslog til gengæld flere penge til andre, utilfredse lande som Holland og Sverige. Midtvejsevaluering Som en sidste satsning for at få i det mindste en delvis aftale i hus, foreslår formandskabet en midtvejsevaluering af det syvårige budget, som allerede i 2011 kan bane vejen for en landbrugsreform. Selv det forslag kan imidlertid få meget svært ved at skabe enighed i den dårlige stemning, der vil præge unionens måske alvorligste krisetopmøde nogensinde. »Jeg er ret sikker på, at vi ikke få budgettet igennem på dette topmøde«, sagde Luxembourgs regeringsleder, Jean-Claude Juncker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her