Favoritten til at vinde præsidentvalget i Iran, den 71-årige Akbar Hashemi Rafsanjani, sidder efter alt at dømme ikke så sikkert i sadlen, som mange havde regnet med. Trods en aggressiv valgkampagne især i hovedstaden Teheran viser meningsmålinger, at gruppen af iranere som vil sætte deres kryds ved Rafsanjani er skrumpet markant, og iagttagere regner nu hardlineren Mohammad Bagher Ghalibaf samt reformbevægelsens spidskandidat Mostafa Moin for at være den tidligere præsidents største udfordrere. Fører med 22 procent Rafsanjani fører stadig med cirka 22 procent af stemmerne, men ingen af kandidaterne står til at få de 50 procent af stemmerne, der skal til for at vinde første runde, og det tyder derfor på en anden valgrunde, hvor kampen vil stå mellem de to kandidater, som får flest stemmer i dag. Meget afhænger af stemmeprocenten. Intellektuelle og dele af studenterbevægelsen, der var blandt den afgående præsident Khatamis tro støtter, har opfordret til boykot af valget, fordi de ikke længere tror på reformer inden for det nuværende system, der giver store magtbeføjelser til ikkevalgte organer, og i Teheran udløser det typisk et prompte nej, når folk bliver spurgt om de vil møde op i stemmeboksen. Ulv i fåreklæder Alligevel har reformbevægelsens spidskandidat Mostafa Moin vundet terræn, og ifølge iagttagere er det sandsynligt, at flere alligevel vil bruge deres stemmeret for at undgå, at den førende hardliner Ghalibaf løber af med sejren. Ghalibaf har en fortid som chef i Revolutionsgarden, men har i forbindelse med valget skiftet det stive militærlook ud med afslappede jakkesæt, designerbriller og et skævt George Cloony-smil. Men en del frygter, at han er en ulv i fåreklæder, som vil slå ned på de øgede sociale friheder og større ytringsfrihed, som iranerne har fået eller rettere taget sig de senere år. Det afviser hans kampagnechef i byen Esfahan: »Som præsident vil Ghalibaf sætte folket i centrum. Og han vil støtte åbningen af nye magasiner og aviser forudsat at alle regler bliver overholdt«, siger S. Kazemi. Den religiøse leder ayatollah Khamenei har ikke udtrykt direkte støtte til nogen af kandidaterne, men han har sagt, at han ønsker en præsident, som sætter landets sikkerhed i højsædet, og nogle iagttagere ser det som opbakning til en hardliner, der ikke har givet køb på islamisk-revolutionære værdier. Bush ikke tilfreds Den amerikanske præsident George W. Bush kritiserede det iranske valg og beskyldte styret i Teheran for at være undertrykkende. Bush henviste til at reformpolitikere forhindres i at stille op og at kritikere af styret bliver sat i fængsel. »Magten er i hænderne på nogle uvalgte få, der er forblevet ved magten ved en valgproces, der ignorerer de basale krav til et demokrati«, sagde Bush i en erklæring. »Til det iranske folk vil jeg sige: Fordi I står fast på at få jeres frihed står det amerikanske folk sammen med jer«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























