Bosnisk-serbisk krigsforbryder menes endelig fundet

Ratko Mladic (th.) og de bosniske serberes politiske leder Radovan Karadzic, mens de kunne optræde offentligt sammen.   Arkivfoto: AP
Ratko Mladic (th.) og de bosniske serberes politiske leder Radovan Karadzic, mens de kunne optræde offentligt sammen. Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Ratko Mladic, de bosniske serberes militære øverstkommanderende under krigen i Bosnien, er lokaliseret i »en stor by i det centrale Serbien«, skriver det seriøse serbiske dagblad Danas. Mladic og de bosniske serberes politiske leder under krigen, Radovan Karadzic, er de mest eftersøgte af krigsforbryderdomstolen i Haag. Chefanklager Carla del Ponte har, siden Mladic blev anklaget i 1997, hævdet, at han befinder sig i Serbien. Det er tidligere benægtet af den serbiske regering. Skal fanges i live På basis af oplysninger fra en centralt placeret kilde skriver Danas: »Alt tyder på, at der ikke længere er splittelse i regeringen om arrestation og udlevering af Mladic. Det eneste tilbageværende problem er, hvordan arrestationen skal foregå uden dødsofre, og hvordan det sikres, at Mladic fanges i live«. Han menes at være under stor militær beskyttelse af høge i militæret og sikkerhedstjenesten. Serbisk boulevardpresse vil vide, at regeringen forhandler med Mladic og altid har vidst, hvor han opholder sig. Det skriver bl.a. bladet Kurir, der hævder, at russisk efterretningstjeneste er involveret, fordi Mladic skal have krævet ret til at afsone straf i Rusland. Ifølge Danas har regeringen fundet frem til hans gemmested i samarbejde med domstolen i Haag. Avisen understreger, at del Pontes rosende ord om Serbiens nye samarbejdsvilje »netop skyldes regeringens løfte om at skride til handling«. Smædekampagne Serbiens indenrigsminister, Dragan Jocic, sagde fredag til Rådet for Samarbejde med Krigsforbryderdomstolen i Haag, at der ikke har været nogle forhandlinger, og at regeringen stadig ikke aner, hvor Mladic er. Minister for menneskerettigheder, Rasim Ljajic, formand for samarbejdsrådet, siger ifølge radio B 92, at forlydender om forhandlinger med Mladic er »del af en smædekampagne for at skade statens interesser«. Ljajic siger, at kampagnen »giver indtryk af, at vi ved, hvor Mladic er, hele tiden har vidst det og bare ikke vil udlevere ham. Regeringen er fuldt besluttet på, at alle anklagede i Haag, herunder Mladic, skal arresteres og udleveres«. Amerikansk pres Men Serbiens regering har gentagne gange været ved at bryde sammen på grund af uenighed om sagen. Ministerpræsident Vojislav Kostunica har imidlertid opgivet sin modstand mod udlevering af serbiske sigtede, da ønsket om EU-medlemskab og amerikansk støtte nu vejer tungere. USA suspenderede i januar hjælpen til Serbien på grund af manglende samarbejde med Haag. Torsdag lykønskede den amerikanske viceudenrigsminister, Nicholas Burns, under et besøg i Beograd Kostunica med hans samarbejde med Haag i de sidste tre måneder og viljen til at pågribe Mladic. Talte dage i frihed »Jeg er overbevist om, at hans (Mladic') dage i relativ frihed er talte«, sagde Burns på en pressekonference og udtrykte håb om, at Mladic arresteres inden tiårsdagen 11. juli for massakren i Srebrenica, som den bosnisk serbiske general var hovedansvarlig for. Ny liste over ofre Torsdag offentliggjorde Srebrenica Fonden, der hjælper efterladte, en ny liste over ofre. Den indeholder 8.106 navne, der ud over navnene på identificerede ofre er samlet efter oplysninger fra familier og organisationer, der efterforsker forbrydelsen, samt den serbiske enhed i Bosnien, Republika Srpskas, kommission for Srebrenica. Listen vil »i nær fremtid« blive udleveret til familiemedlemmer og pressen. USA frigav torsdag ti millioner dollar til hjælp til Serbien og lovede yderligere økonomisk og politisk hjælp efter udlevering af alle sigtede, frem for alle Mladic. General Ratko Mladic var også ansvarlig for den 43 måneder lange belejring af Sarajevo, der kostede mindst 14.000 mennesker livet. Han og Karadzic ses som de to med mest blod på hænderne efter krigen i Bosnien, der blev afsluttet med Dayton-aftalen i 1995.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her