Mindst 18 mennesker blev i morges dræbt i to separate angreb i den irakiske hovedstad, Bagdad. 10 mennesker omkom, og 27 andre blev såret, da en bilbombe natten til lørdag blev bragt til sprængning i et shiamuslimsk kvarter, oplyste irakisk politi. Bombe mod kommandoenhed Senere i dag rapporterede politiet om en selvmordsbombe mod kommandoenheden Ulvebrigadens hovedkvarter i Bagdad. Otte betjente blev dræbt, og mange andre blev såret, da gerningsmanden, som selv var forklædt som medlem af Ulvebrigaden, udløste sin bombe. Siden præsentationen af en irakisk fungerende regering i april har der været en drastisk stigning i antallet af bilbomber i Irak. Mange af bomberne har været selvmordsbomber.
Mindst 18 dræbt af bomber i Bagdad
Lyt til artiklen