Italien bør overveje at forlade eurosamarbejdet og genindføre liren. Det siger velfærdsminister Roberto Maroni til dagbladet Repubblica. Maroni er medlem af det euroskeptiske regeringsparti Liga Nord, og hans meninger om den økonomiske politik menes ikke at stemme overens med premierminister Silvio Berlusconis holdning. Utilstrækkelig euro »Euroen har vist sig at være utilstrækkelig i lyset af den økonomiske nedgang, tabet af konkurrenceevne og beskæftigelseskrisen«, siger han til den italienske avis. Ifølge Maroni bør der gennemføres en folkeafstemning, om hvorvidt Italien skal udskifte euroen med liren, i det mindste midlertidigt. Tirsdag sagde den italienske centralbankchef, Antonio Fazio, at støvlelandet i år vil få en nulvækst og et markant underskud på statsfinanserne. ØMU-lukning på tale Maronis bemærkninger falder, efter at der ifølge det tyske tidsskrift Stern for nylig har fundet et møde sted for nylig med deltagelse af blandt andre Tysklands finansminister, Hans Eichel, og chefen for Bundesbank, Axel Weber, hvor en ophævelse af EU's møntunion, ØMU'en, angiveligt skal være kommet på tale. Både det tyske finansministerium og Bundesbank betegnede efterfølgende oplysningerne som »absurde«, og torsdag afviste chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Jean-Claude Trichet, at svare på »absurde spørgsmål, der er det rene sludder«. Eurosamarbejdet har eksisteret siden 1999 og betyder, at de 12 medlemslande ud over at have en fælles valuta har en fælles rente, der fastsættes af ECB i den tyske finansmetropol Frankfurt. ECB's rente har i omkring to år ligget på to procent, hvilket ifølge mange iagttagere er for høj for Tyskland og andre eurolande, der kæmper med svære økonomiske problemer og for lav for de lande, hvis økonomi buldrer af sted.
Italien overvejer at genindføre liren
Lyt til artiklen