Sverige får rygeforbud

Lyt til artiklen

»Jeg vil holde op med at ryge, jeg vil da ikke gå udenfor for at få en smøg!«. På værtshuset Två Krögare i Malmø trækker Marie-Louise Nordstrand et hiv på sin cigaret og arbejder videre med sin kryds og tværs. Hun har røget i 50 år, men når det nu bliver forbudt at også ryge på restauranter, er det forbi. Ny lov træder i kraft på onsdag Og det bliver det, på onsdag 1. juni, hvor Sverige som nummer fem i rækken af europæiske lande indfører rygeforbud på caféer, barer og restauranter. En lov som rent faktisk har stor støtte i den svenske befolkning. En meningsmåling lavet i april i år viser, at 85 pct. er positive over for rygeforbuddet. Dejligt På Två Krögare sidder lugten af tobaksrøg i væggene. Stamgæsterne hænger i baren, kaster dart og drikker en eftermiddagsbajer. Bag baren står tjener Ann-Marie Semerda, og hun glæder sig meget til onsdag. »Os der arbejder her, synes det vil blive dejligt! Det er jo et spørgsmål om arbejdsmiljø«, siger hun og rydder glas fra de omkringliggende borde. Mange bliver væk på grund af røgen Hun er heller ikke særlig urolig for at antallet af gæster vil falde, snarere modsat. »Måske vil det falde en smule i starten, men så tror jeg at det vil stige og blive endnu flere. Jeg ved at der er mange der siger at de ikke kommer her så tit, netop på grund af røgen«, siger hun. Fortsat meget i byen Det synspunkt deles af Anna Östbom på Statens Folkhälsoinstitut, en myndighed som i mange år har arbejdet for et tobaksfrit Sverige. Meningsmålinger viser, at 95 pct. af svenskerne vil gå i byen i samme udstrækning - eller oftere - efter rygeforbuddet. »I Sverige har vi længe haft en diskussion om faren ved passiv rygning, hvilket selvfølgelig har påvirket opinionen. Men Sverige ligger også i bund i Europa, når det gælder rygning«, siger hun. Færrer dør af kræft I 1993 vedtog den svenske Riksdag rygeforbud på offentlige steder og i 1994 blev der indført forbud på svenske arbejdspladser. Ifølge statistik fra Verdenssundhedsorganisationen WHO ligger Sverige på sidstepladsen i Europa, når det gælder lungekræft og mundhulekræft. Andelen af rygere er også den laveste i Europa, med 16 pct. flere kvinder end mænd. En af grundene er, ifølge informationschef Mikael Arnebert på Swedish Match, at svenskerne har en stor tradition for at snuse. Swedish Match siger, at cirka 1 million svenskere snuser. Af dem er 200.000 kvinder. Travle fabrikker Derfor har de svenske snusfabrikanter haft travle dage siden røgforbuddet blev vedtaget i Riksdagen. Man har skaffet særlige snuskøleskabe til restauranterne og også designet særlige snusbægre. »Ved røgforbuddet i Norge sidste sommer, hvor alle askebægerne forsvandt, fandt vi ud af, at folk smed deres snus lidt over det hele. Det blev faktisk rimelig uhygiejnisk, og derfor har vi nu lavet en snus som erstatning. Vores forhåbning er, at folk i stedet for at festryge når de er i byen, nu begynder at festsnuse«. At det netop er mange kvinder der ryger, har også fået Swedish Match og konkurrenterne til at udvikle nye typer af snus. I små pinkfarvede dåser sælger man snus med smag af lakrids, eukalyptus, cassis og vanilje. Mikael Arnbert mener dog ikke, at dette er designet specielt til pigerne, men snarere et udtryk for, at man nu satser ekstra meget på at få folk til at holde op med at ryge. »Det er da meget bedre, at folk bruger snus end at de ryger. Det er en god måde at holde op med at ryge på også ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt«, siger han. Den vurdering er Anna Östbom dybt uenig i. Hun mener, at den kynisme snusfabrikanterne giver udtryk for, er både sundhedsfarlig og kun egnet for at tjene penge. Forbindelse mellem snus og kræft »I WHO's seneste rapport viser man en forbindelse mellem snus og kræft. Vi vil jo gerne at folk kvitter tobakken helt, så snus er ikke et alternativ som vi ser det. Der findes jo langt bedre og sundere måder at holde op med at ryge på«, siger Anna Östbom. »Jeg synes det er skræmmende, at man nu prøver at lokke især piger med snus i kulørte dåser og med lækre smage«, siger hun. På Två Krögare i Malmø synes Svend, der står i baren, at det er spild af tid med det rygeforbud. Han har også røget i mere end 50 år og fastholder at han vil stoppe med at gå i byen. »Der er sgu da så meget der er farligt. Hvis man nu virkelig vil gøre noget, må man da forbyde cigaretterne. Det ville da gøre en forskel«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her