Irakisk minister frygter, at USA vil trække sig tilbage for tidligt

Lyt til artiklen

Iraks udenrigsminister, Hoshyar Zebari, er bekymret for, at USA vælger at trække sine tropper ud af Irak, før landets egne sikkerhedsstyrker er klar til at sørge for ro og orden. Zebari har derfor været i New York for at bede FN's Sikkerhedsråd om at forlænge sit mandat til den USA-ledede internationale styrke i Irak - deriblandt det danske kontingent i Sydirak. Sikkerhedsrådet fulgte natten til onsdag, dansk tid, den irakiske opfordring og forlængede mandatet. Samtidig udtryktes håb om, at Iraks egne sikkerhedsstyrker vil påtage sig en større rolle og til sidst overtage ansvaret for landets nationale sikkerhed, skriver nyhedsbureauet AP. »Mandatet vil blive forlænget indtil den politiske proces er fuldendt«, sagde Sikkerhedsrådets danske formand, ambassadør Ellen Margrethe Løj. Urolig minister Mandatet blev forlænget, selv om det reelt ikke udløber, før Irak har en permanent regering sidst på året. Den irakiske udenrigsminister gav klart udtryk for, at han er urolig for den sikkerhedsmæssige udvikling i sit land. »Det bliver mere barsk«, sagde han. »Men vi er sikre på, at vi vil klare det«. Russisk forsinkelse Rusland forsinkede Sikkerhedsrådets beslutning i flere timer for at sikre sig, at der fortsat var en tidsbegrænsning for den internationale styres tilstedeværelse, skriver Reuters. USA har i dag 138.000 soldater i Irak. Dertil kommer flere end 22.000 soldater - de fleste britiske - fra i alt 27 andre lande. 165.000 ikke nok Den amerikanske ambassadør, Anne Patterson, sagde på vegne af den internationale styrke, at den til nu har trænet og udrustet 165.000 irakiske soldater og politifolk, men at der mangler mange for at kunne sikre fred og ro. Hun kunne dog berolige den irakiske udenrigsminister. »Der er ikke fastsat en bestemt dato for tilbagetrækningen af den multinationale styrke. En sådan dato kan ikke fastsættes på nuværende tidspunkt«, sagde Patterson ifølge AP. Hun tilføjede: »Enhver beslutning om styrkens størrelse vil blive styret af udviklingen i landet«. 670 irakere blev dræbt i maj. Det er næsten 200 flere end i april. Samtidig døde 297 oprørere. Det er en voldsom stigning i forhold til de 60, der mistede livet i april. 140 blev dræbt af amerikanske og irakiske soldater eller politifolk, mens de fleste øvrige var selvmordsbombemænd eller -kvinder. Kritik af Syrien Hoshyar Zebari vil i Washington torsdag drøfte udrustningen og træningen af de nye sikkerhedsstyrker. Han kritiserede i Sikkerhedsrådet Syrien for at slippe udenlandske terrorister ind over grænsen til Irak, men erklærede sig tilfreds med en syrisk erklæring om, at det i hvert fald har hindret 1.000 udenlandske krigere i at bruge Syrien som gennemgangsland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her