Kosova nærmere en afklaring

Lyt til artiklen

FN's generalsekretær, Kofi Annan, ventes i næste uge at udnævne Norges FN-ambassadør Kai Eide til at lede en såkaldt 'omfattende vurdering' af situationen i Kosova seks år efter krigens afslutning. Under en debat ledet af udenrigsminister Per Stig Møller (K) gav medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd i går deres opbakning til, at processen mod en afklaring af Kosovas endelige status går et afgørende skridt videre. Det sker til trods for protester fra Serbien og til trods for, at Kosovas midlertidige regering endnu langtfra lever op til de krav, FN har stillet til for eksempel beskyttelsen af det serbiske mindretal. Tænketanken International Crisis Group beskyldte inden Sikkerhedsrådets møde også FN for kun på overfladen at have skabt de betingelser, der gør det muligt formelt at gå videre til næste fase. Et sort hul Per Stig Møller lagde inden Sikkerhedsrådets møde ikke skjul på, at der er tale om en politisk beslutning drevet af nødvendighed. »Det kan ikke nytte noget, at Kosovo bliver liggende som et sort hul. 50 procent af befolkningen er unge mennesker uden arbejde, som ikke kan komme til at tjene penge. Det er jo et spørgsmål om tid, hvor længe det går godt. Kriminalitet vil være et overordentligt attraktivt område, som så vil være grænseoverskridende. Vi kan ikke have det sorte hul i Europa, og vi bevarer det bare - gør det dybere og dybere - hvis ikke vi snart kommer til en status, der betyder, at der kan komme investeringer. Man skal vide, hvad det er for et land«, forklarer udenrigsministeren. Beslutningen om at forberede de FN-sponsorerede direkte forhandlinger mellem serbere og kosovaalbanere bliver formelt truffet af generalsekretær Kofi Annan i næste uge. Annan og FN's administrator i Kosova, danskeren Søren Jessen-Petersen, har på forhånd gjort meget ud af at understrege, at der dermed ikke er truffet en beslutning om, hvad Kosovas endelige status så faktisk skal være. Det var ellers en beskyldning, chefen for den serbiske regerings kosovakontor gentog i går i Sikkerhedsrådet, efter at Jessen-Petersen havde gjort rede for Kosovas midlertidige regerings begrænsede fremskridt for at leve op til FN's krav. Egen telefonkode »Vi er nødt til at have konkrete fremskridt og ikke indbildte fremskridt i Kosovo«, sagde den serbiske udsending Nebojsa Covic. Han klagede blandt andet over, at Kosovas albanskdominerede regering prøver at få en egen international telefonkode og en international kode til sin lufthavn »for at skabe et indtryk af, at Kosovo er en fuldstændig separat enhed«. Covic har tidligere offentligt udtalt, at forholdene for de omkring 100.000 serbere i Kosova svarer til forholdene i en koncentrationslejr. En kilde i den serbiske regering siger til Politiken, at Jessen-Petersens og Annans eneste grund til at ville bringe processen videre er, at »FN ikke aner, hvad de skal gøre«. Reformer Den beskyldning har Søren Jessen-Petersen også hørt før. Men den preller af på ham, efter at FN nu i fem år er blevet kritiseret for at administrere Kosova alene med henblik på at bevare status quo - som en såkaldt 'holding operation'. »Vi har alle indset, at vi ikke kan gøre det som en holding operation. Det vil også gavne Serbien, at vi normaliserer og stabiliserer, så regionen kan køre videre med økonomiske og demokratiske reformer«, siger Jessen-Petersen. I sit indlæg til Sikkerhedsrådet kritiserede han den serbiske regering for at stå i vejen for, at det serbiske mindretal i Kosova deltager aktivt i samfundet. Men der var også kritik af kosovaalbanernes ledere for ikke at gøre nok for at beskytte og integrere det serbiske mindretal, for ikke at sikre serberne fri bevægelighed og for ikke at ville gå i direkte dialog med den serbiske regering i Beograd. Kosova er formelt stadig en del af Serbien, men har siden krigens afslutning i 1999 været et protektorat administreret af FN.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her