På guidet tur til en betonmur i Jerusalem

Tidligere tog det kun få minutter. Nu tager turen fra Oliebjerget til Abu Dis over en halv time. Det er ikke kun noget, turistguiden Hussam Mussallam siger. Stort set hver dag tager han en busfuld turister ud på den tur, der er blevet en del af det faste turistprogram i Jerusalem. Meterhøj betonmur Selv landsbyen Abu Dis kan mærke effekten af den otte-ni meter høje betonmur, som Israel har bygget rundt om Jerusalem. Muren har afskåret Abu Dis fra Jerusalem, selv om de to i årenes løb var vokset helt sammen. Jerusalem er Jerusalem er Jerusalem. Og turismen er så langsomt ved at komme op i omdrejninger, efter at fire års intifada med selvmordsangreb skræmte alle væk. Vejspærringen »Gud velsigne vores rejsegruppe«, står der på bussens forrude. Det gælder jo nok, uanset hvilken gud og hvilken gruppe det så måtte være. Udsigten fra Oliebjerget er bjergtagende. Man ser Klippemoskeen med Guldkuplen, Al Aqsa-moskeen og hele den gamle og den nye by ligger spredt ud for turisternes fødder. Hussam Mussallam forklarer og forklarer. Landsbyen Abu Dis, som er en forstad til Jerusalem mod øst, ligger faktisk på Oliebjergets bagside. Men på vejen har Israel bygget den såkaldte sikkerhedsbarriere. En otte meter høj mur. For at nå til Abu Dis på den anden side må bussen derfor sno sig ned ad bjergets bagside. Ud til hovedvejen. Forbi en israelsk militærvejspærring. »Vejspærringen adskiller Jerusalem og Vestbredden«, forklarer guiden Hussam. 'Muren skal ned' Bussen kører forbi den omdiskuterede israelske bosættelse Ma'aleh Adumim, som Ariel Sharons regering vil forbinde med Jerusalem med yderligere tusindvis af huse. »En bosættelse ligner en almindelig by, men det er en israelsk by bygget på besat land«, forklarer Hussam. Bussen kører ind i Abu Dis, hvor livet ser ud til at være tilpasset den nye realitet. Der, hvor hovedgaden engang fortsatte direkte til Jerusalem, står muren. »Otte minutter til at tage billeder«, siger Hussam. Muren tårner sig op. Utallige demonstrationer og turistbusbesøg har allerede skabt sin egen særlige dynamik. Nogen har malet et stykke af muren sort. Længere henne, hvor der stadig er et par vindblæste plakater med en smilende Yassir Arafat, er der graffiti. En håndfuld lokale unge mænd betragter trætte skuespillet. Turisterne vælter ud og begynder at råbe: »Muren skal ned. Muren skal ned!«. Bøn med ærkebiskoppen De lokale unge mænd ser sløvt til. En ærkebiskop, George A. Stallings, fra Det Uafhængige Afrikansk-Amerikansk Katolske Tempel i Washington D.C., har en megafon med. Han maner til bøn. Beder alle de tilstedeværende medlemmer af Moon-bevægelsens interreligiøse mode for Fred i Mellemøsten om at bede for at »få muren ned«. »Denne mur og alle andre mure har menneskene bygget i deres hjerter og mellem racerne, religionerne og hinanden«, messer ærkebiskoppen. Livet med muren Guiden Hussam giver gruppen yderligere et minut. Vel tilbage i bussen vil chaufføren, Jousef Mansour, gerne sige noget til fredsturisterne, det handler om det virkelige liv med muren. »Jeg er født i Jerusalem, og jeg arbejder i Jerusalem, men jeg har bygget et hus til mig og mine to gifte sønner i Betlehem. Siden muren er blevet bygget mellem Jerusalem og Betlehem, kan jeg ikke bo i mit hus. Hvis jeg vil bo i mit hus, mister jeg retten til at bo i Jerusalem. Mister jeg retten til at bo i Jerusalem, mister jeg også retten til at arbejde. Så nu ligger mit hus i Betlehem, og jeg må leje en lejlighed i Jerusalem for at kunne forsørge min familie«. Ingen siger noget. Guiden Hussam tager mikrofonen: Næste stop på vejen til turisternes indre fred er holocaustmuseet Yad Vashem.