Italiens deltagelse i den internationale fredsstyrke i Irak er dikteret af økonomiske interesser i Iraks olieindustri, hævder et tv-program på den statsejede kanal Rai News 24. Programmet afslører, at en rapport allerede seks måneder før krigens udbrud i 2003 pegede på Nassiriya som det mest interessante område for italienerne i Irak på grund af de store og uudnyttede oliereserver. Attentat mod energiselskab Den italienske styrke på i øjeblikket omkring 3.000 mand har base i netop Nassiriya, hvor den opererer under den britiske styrkes kommando. Programmet hævder også, at attentatet mod basen i november 2003, der kostede 19 italienere livet, i lige så høj grad var rettet mod det italienske energiselskab ENI som mod regeringen. Rai News 24 har interviewet en tidligere ledende medarbejder i ENI, som fortæller, at ENI allerede i midten af 90'erne indgik en aftale med Iraks daværende leder, Saddam Hussein, om udnyttelse af store oliemængder i Nassiriya-området, nærmere betegnet et sted mellem 2,5 og 4 milliarder tønder. Irak har store reserver Benito Li Vigni, der siden er gået på pension, fortæller, at ENI i den periode blev opmærksom på, at Iraks oliereserver langt overgår, hvad man hidtil havde troet. Derfor var selskabet, der for 30 procents vedkommende ejes af den italienske stat, stærkt interesseret i Irak og særligt i området omkring Nassiriya. En professor i økonomi vendte tilbage til emnet, da han i en rapport til erhvervsministeriet i 2002 pegede på, at Nassiriya er det sted, italienerne bør interessere sig for i tilfælde af krig, »hvis ikke man vil miste en forretning til 300 mia. dollar«, som der står i rapporten. Tv-programmet viser amatøroptagelser og fotos fra italienske soldater i Irak, der dokumenterer, hvordan soldaterne - ud over at dele mad og tøj ud til irakerne - også eskorterer olietønder og beskytter olieledninger og boreplatforme som en del af deres rutineopgaver. Uudnyttet olie Den lokale borgmester i Nassiriya siger i programmet, at man blot skal »stikke en finger i jorden for at finde olie her« og tilføjer, at olien i området foreløbig er uudnyttet. »Mange udenlandske selskaber vil være interesseret i olien. Men vi vil have italienerne. Vi kender italienerne godt«, siger den lokale borgmester med et smil til de italienske journalister. Medlemmer af oppositionen i det italienske parlament har forsøgt at få regeringen til at redegøre for, hvordan valget faldt på Nassiriya, da den italienske styrkes base blev besluttet. Men regeringen har ikke besvaret spørgsmålet. Officielt havnede den italienske styrke i Nassiriya på grund af områdets historiske og arkæologiske betydning og efter aftale med amerikanerne. Den italienske mission har sågar fået navnet Antica Babilonia på grund af de mange monumenter fra det antikke Mesopotamien i området. Italien afviser Men spillede oliereserverne ikke bare en lille rolle, spørger tv-programmet. En viceminister i den italienske regering afviser, at Italien har sendt sine soldater til Irak, »fordi der er en oliebrønd«. »Det ville være en forsimpling af sagen, ja, den rene fantasi at sige, at vi har sendt vores mænd ned for at risikere deres liv for en olieledning«, siger viceminister Cosimo Ventucci i programmet. »Kan man sammenfatte ved at sige, at vi har været på en humanitær mission med venstre hånd og dyrket vores økonomiske interesser med højre«, spørger journalisten Sigfrido Ranucci, der har tilrettelagt programmet. »Nej, det er mere seriøst. Jeg vil gerne lægge trykket på den humanitære del, men beskyttelsen af energikilder er en vigtig del af den humanitære indsats, og hvis man samtidig beskytter nationale interesser, kan jeg ikke se noget galt i det. Så er man intelligent, ikke dreven«, siger Ventucci. Italiens befolkning er i forvejen meget kritisk over for regeringens beslutning om at sende soldater til Irak, og tv-programmet bringer ved til modstandernes bål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























