Mere end 50 statsledere fra hele verden er i Moskva i dag for at hylde den sovjetiske indsats mod nazismen under 2. Verdenskrig. Fejringen gælder 60-året for sejren over Hitlers regime. Men samtidig har flere af gæsterne haft kritik med af Ruslands kurs - både i dag og i fortiden. Den amerikanske præsident Bush, som deltager i festen, og som har været på besøg på den russiske præsident Putins landsted, har sagt, at den sovjetiske besættelse af flere lande i Østeuropa 'er en af de største uretfærdigheder i historien'. Putin afviser og går til modangreb Den kritik har Putin afvist i stærke vendinger. Putin har sagt, at det tværtimod nærmest var Sovjetunionen alene, der reddede verden fra nazismen. »I tre lange år kæmpede den sovjetiske hær nærmest alene mod fascismen«, fremhæver Putin. Og Putin har også vendt skytset mod amerikanerne og har i et interview med det amerikanske tv-program '60 Minutes' sagt, at krigen i Irak har været fejlslagen og er en fejl. Massivt sikkerhedsopbud Til morgen er centrum af Moskva nærmest totalt afspærret, mens statslederne gør klar til den ceremonielle kransnedlæggelse indenfor Kremls mure. Det massive sikkerhedsopbud tjener også til at minde alle om, at Rusland trues af terrorangreb fra tjetjenske oprørere. Netop kursen over for Tjetjenien er blandt de omstridte emner i den aktuelle russiske politik. Baltere bliver væk Fraværende ved dagens ceremoni er desuden to af de baltiske landes ledere. Der er stor vrede i Baltikum over den sovjetiske besættelse efter 2. Verdenskrig. Den danske statsminister Fogh, som også er i Moskva i dag, har sagt, at russerne bør undskylde besættelsen af de baltiske lande, og det samme krav har lydt fra EU-regi. Men den russiske reaktion - at de sovjetiske soldater var befriere, ikke besættere - har blot øget vreden i de baltiske lande. »Dette historiske øjeblik har ikke den samme betydning for alle. For balterne er dette øjeblik forbundet med tab af uafhængighed, og for andre, f.eks. polakkerne, med et markant tab af suverænitet og med stalinistisk undertrykkelse«, siger den polske præsident Aleksander Kwasniewski ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Georgisk præsident boykotter Fraværende ved dagens fejring er også den georgiske præsident Mikhail Saakashvili, som boykotter arrangementet på grund af sammenbruddet i forhandlingerne om en afvikling af to russiske militærbaser fra Sovjettiden på georgisk jord. Saakashvili mener, at basernes eksistens er en krænkelse af georgisk suverænitet. Militærparade på Den Røde Plads Blandt de tilstedeværende statsledere er den tyske kansler Schröder og den franske præsident Chirac. De vil overvære en militærparade på Den Røde Plads og nedlægge kranse ved den ukendte soldats grav ved kastellet i Kreml. I alt omkom 26,6 mio. sovjetrussere under 2. Verdenskrig.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























