I Danmark ville straffen næppe overskride en måneds fængsel, men i Singapore koster det en 38-årig mand livet, at han for halvandet år siden blev knaldet for smugling af et kilo pot. En appelret har ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP netop givet manden afslag på hans sidste mulighed i retssystemet, og det betyder, at den 38-årige vil blive hængt på fredag. Forgæves appeller Manden blev fanget, da han var på vej tilbage til Singapore fra Malaysia. På hans motorcykel fandt politiet altså et kilo marihuana. Tidligere har mandens familie forgæves forsøgt at formilde Singapores præsident. Manden har tvillingesønner på 14, som bliver forældreløse, hvis faderen bliver henrettet. Kritik fra Amnesty I sidste uge gik Amnesty International ind i sagen, men det har ikke gjort indtryk på myndighederne. Ifølge Amnesty henretter Singapore flere forbrydere i verden, hvis man måler tallet pr. indbygger. Og i organisationens seneste årlige rapport beskylder Amnesty myndigheder for at gennemføre hemmelige henrettelser af hensyn til landets internationale omdømme. Den anklage har Singapore pure afvist. 138 personer er blevet hængt i Singapore de seneste fem år - heraf 110 for narkoforbrydelser. Strengt retssystem Seks personer er blevet benådet på dødsgangen, siden Singapore opnåede selvstændighed fra Malaysia for 40 år siden. Ifølge Singapores straffelov er enhver, der tages med mere et halvt kilo pot på sig, pr. definition narkosmugler og bliver straffet med døden. Singapores myndigheder er ofte blevet beskyldt af internationale organisationer for brud på menneskeretten, og landets retssystem er kendt for at stange meget hårde straffe ud, ligesom der benyttes gammeldags metoder - f.eks. er spanskrøret stadig i brug. Singapore afviser officielt al kritik og henviser til, at Singapore er et af regionens sikreste, mest stabile og rigeste lande. Australier anholdt på Bali Også andre steder sværger man til hårdhed i straffen for smugleri og besiddelse af det, der på vestlige himmelstrøg regnes for 'blød' narkotika. En australsk forretningsmand er netop blevet anholdt på den indonesiske ferieø Bali. Politiet fik et tip og gennemførte en razzia på mandens bopæl. Og gemt forskellige steder - bl.a. i en pakke kondomer, i en flaske og i en plastikpose - fandt politiet 1,8 gram marihuana. Politiet oplyser, at australieren risikerer 15 års fængsel for forseelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























