FN overvejer at flytte sit hovedkvarter til de ny bygninger, der opføres, hvor World Trade Center stod. Det skriver Financial Times i dag. Avisen citerer en anonym ledende ejendomsmægler, men en FN talsmand bekræfter, at FN leder efter kontorlokaler i området, og at organisationen har brug for så mange kvadratmeter, at der ikke er mange lejemål at vælge mellem. Svært at finde lejere Og det er godt nyt for Silverstein Properties, som står for at udleje de bygninger, som opføres på 'Ground Zero'. Ifølge flere medier har det nemlig været overordentligt svært at få nogen til at flytte ind. Faktisk har manglen på lejere og endda interesse fra ejere truet hele projektet, skriver Financial Times. Indflytning i begyndelsen af det nye år Den del af det nye kompleks, som skal huse kontorer, '7 World Trade Center', skulle stå klar til indflytning for nye lejere i begyndelsen af næste år, men indtil videre er det kun Silverstein Properties - altså den virksomhed som står for udlejningen - som har sagt, at de vil flytte ind. Og nu altså FN, hvis hovedkvarter står overfor en gennemgribende modernisering. Der er derfor kun tale om en midlertidigt flytning - i omkring syv år. Høj husleje Ifølge flere medier er der kritik af, at huslejen i '7 World Trade Center' er for høj, og at Silverstein må sætte den ned, hvis de skal tiltrække lejere. Men det afviser Silverstein. »Vi mener ikke, at lejen er for høj, og vi har ingen planer om at sætte den ned. 'Seven World Trade Center' er at sidestille med New York Times eller Bank of Americas byninger«, siger en talsmand for Silverstein Properties til New York Business. Han henviser til, at bygningerne er miljøvenligt opført, og at lejerne derfor får en skattefordel. Politiet underkender sikkerhed Det hjælper nok heller ikke på lysten til at bo i de nye bygninger, at New Yorks Politi i denne måned krævede øget sikkerhed. Det var det enorme 'Freedom Tower' - frihedstårnet - som skulle symbolisere byens ukuelighed, som politiet ikke mente var sikkert nok bygget. Og den besked kommer til at forsinke byggeriet væsentligt. I den forbindelse blev New Yorks borgmester og byens guvenør ifølge Financial Times beskyldt for ikke at have nok fokus på genopbygningen af 'Ground Zero'. Hvilket de to herrer ikke overraskende afviste. De mente, at talen om tomme kvadratmeter var overdreven og lagde vægt på, at de andre dele af byggeriet ville blive færdige til tiden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























