Den burmesiske hær har anvendt kemiske kampmidler i et angreb mod en af landets etniske oprørsgrupper. Det oplyste en kristen menneskeretsgruppe i går. Angrebet skal være blevet gennemført mod medlemmer af det karenske mindretal, som overvejende er bosiddende i landsbyer langs Burmas østlige grænse mod Thailand. Ifølge organisationen Christian Solidarity Worldwide, der har hovedkvarter i Schweiz, blev angrebet rettet mod karenske partisaner 16 kilometer fra grænsebyen Mae Hong Son. Flere af ofrene har berettet, at de granater, der blev affyret mod dem, afgav gullige skyer efter nedslaget. De partisaner, der blev ramt, var ude af stand til at flygte og flere af dem kastede blod op. Efterfølgende led ofrene af akut diarré og udviklede store vabler på kroppen. Undersøgt Lederen af Christian Solidarity Worldwide, den australske læge Martin Panter, rejste senere til karenske flygtningebosættelser på den thailandske side af grænsen og undersøgte fem af ofrene. Han konkluderede, at de var blevet udsat for angreb med kemiske våben. Det britiske udenrigsministerium har sagt, at det vil bruge iværksætte en undersøgelse af de fremlagte beviser. Hvis formodningerne dokumenteres, vil der blive rejst fornyede protester mod den sydøstasiatiske sammenslutning ASEAN, som i 2006 står for tur til at lade det burmesiske militærregime overtage det roterende formandskab i sammenslutningen. Parlamentarikere i både Asien, Europa og USA er foruroligede over udsigten til at skulle samarbejde med et regime, der gennem årtier har været ansvarlig for etniske udrensninger, nedbrænding af landsbyer, massevoldtægter i områder, hvor flere etniske mindretal modsætter sig centralmagtens diktatur. Burma blev i 1997 medlem af ASEAN trods internationale advarsler. Blandt de øvrige ni medlemmer af ASEAN er der delte opfattelser af, om Burma skal have formandspladsen næste år. Senest har en gruppe i Malaysias parlament foreslået at lade Burma springe over.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Lige nu
Leder af Marcus Rubin
Klumme af Christian Jensen




























