Cypriotisk enklave går til valg

Lyt til artiklen

Rauf Denktash, 81 år og en stridslysten nationalist, der i tre årtier har stået i spidsen for de tyrkiske cyprioter, erklærede op til weekenden, at han ikke kommer til at savne noget ved sit job, når han træder tilbage i næste uge. Men der skrives politisk historie, når Denktash forlader den politiske scene. Søndagens valg i den lille enklave på den nordlige del af Cypern, som ikke er internationalt anerkendt, ventes at blive vundet klart af Mehmet Ali Talat, hvis Republikanske Tyrkiske Parti (CTP) har domineret det politiske liv siden december 2003. Fredsplan forkastet Partiet støtter nu en genforening efter 31 års deling af Cypern og sikrede folkelig opbakning til FN's fredsplan for øen ved en folkeafstemning i april sidste år. Fredsplanen blev imidlertid forkastet af de græske cyprioter, som få dage efter blev optaget i EU - uden deres naboer i nord. Både FN og EU afventer derfor klare udspil fra den sydlige del af Cypern, før nye forhandlinger kan indledes. At de tyrkiske cyprioters veteranleder, Denktash, der er blevet kendt som en evig nejsiger efter at have forkastet utallige fredsudspil i sin mangeårige politiske karriere, træder tilbage ved valget, kommer til at markere starten på en ny æra. Genforening Men en løsning af problemerne på Cypern kan alligevel komme til at ligge langt ude i fremtiden. Både FN og EU reagerede med dyb skuffelse efter de græske cyprioters forkastelse af fredsplanen sidste år. De to historiske folkeafstemninger i nord og syd blev i det internationale samfund opfattet som en historisk chance, og ifølge FN-diplomater i Ankara vil FN's generalsekretær, Kofi Annan, under ingen omstændigheder indlede nye initiativer, før de græske cyprioter har fremlagt klare og konkrete nye forslag til en revideret fredsplan. De græske cyprioter siger, at det vil svække deres forhandlingsposition, hvis de på forhånd skal fremlægge alle deres ønsker, og de fastholder indtil videre, at nye forhandlinger skal indledes uden tidsfrister, og uden at FN som tidligere har mandat til at afgøre detaljer i en endelig fredsplan. Cypern har været delt siden 1974, hvor tyrkiske styrker invaderede den nordlige del af øen som reaktion på et græsk-inspireret kupforsøg i Nicosia. Pres fra EU Blandt de tyrkiske cyprioter og i den tyrkiske befolkning er der skuffelse over, at det nordlige Cyperns støtte til fredsplanen sidste år ikke er blevet belønnet. EU-diplomater i Ankara påpeger imidlertid også, at der i den fastlåste situation er forhåbninger om, at Tyrkiets regering vil komme med afgørende nye udspil. Tyrkiet er under pres fra EU for at underskrive aftaler, som anerkender de græske cyprioters regering, og det har brug for en politisk succes på Cypern i forbindelse med de kommende optagelsesforhandlinger med EU. Modstand mod fredsplan I Denktashs optik var de tyrkiske cyprioter de største ofre for blodsudgydelserne, der hærgede Cypern indtil delingen i 1974, hvor Tyrkiet invaderede øen efter et græsk-cypriotisk kup iværksat af Grækenlands regering. Han hævder, at de græske cyprioter stadig ønsker at uddrive de tyrkiske cyprioter fra øen. »Da jeg var 21 år, kæmpede jeg mod dem«, fortalte han ved sin afskedsreception fredag. »Nu er jeg 81, og jeg gør stadig modstand«. Hans største bedrift, mener han selv, er uafhængighedserklæringen af Den Tyrkiske Republik i det nordlige Cypern - en stat, der stadig kun er anerkendt af Tyrkiet. Mange tyrkiske cyprioter nærer stadig stor respekt for Denktash, fordi han forsvarede deres rettigheder. Men ifølge kritikere har Denktash været den største forhindring for at nå en forhandlingsløsning. Han har afvist FN's fredsplan med henvisning til, at han ikke ønsker den tyrkiske militære tilstedeværelse på øen nedskåret, fordi han mener, den sikrer det tyrkiske mindretals eksistens på øen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her