Israelsk frygt for ny intifada

Lyt til artiklen

Det kunne stort set ikke være værre. Med truslen om at 10.000 religiøse ekstremistiske jøder ville tvinge sig vej til at bede på Tempelbjerget med den guldkuplede Klippehelligdom og den sølvkuplede Al-Aqsa moske, var det israelske politi i højeste alarmberedskab. Omkring 3.000 betjente var udkommanderet i og omkring den gamle by i Jerusalem. Allerede i de tidlige morgentimer blev ni ledere af den religiøse gruppe Revava arresteret i Jerusalem, længe inden de nåede i nærheden af det hellige bjerg, hvor adskillige blodige konflikter i den israelsk-palæstinensiske historie er brudt ud. Fare for bombe-attentatter Politiet tog ingen chancer. I måneder har den israelske efterretningstjenestes særlige afdeling for jødiske ekstremister rapporteret, at der er fare for forsøg på at sprænge de muslimske helligdomme i luften. Det er sikker opskrift på en tredje krig mellem Israel og palæstinensiske oprørere. Men mens det israelske politi koncentrerede sig om Jerusalem, lykkedes det en gruppe højreekstremister af placere brændende bildæk på en række hovedvejskryds ved Tel Aviv og fuldstændig blokere trafikken i de travle morgenmyldretidstimer. Efterretningstjenesten kendte intet til deres planer. 25 anholdt Det er tredje gang inden for få uger, at det er lykkedes modstandere af den forestående tilbagetrækning fra Gaza at blokere israelske hovedfærdselsårer. 25 personer blev anholdt. Forinden nåede de at erklære, at dette kun er begyndelsen til de omfattende aktioner, de planlægger, jo tættere tilbagetrækningen fra Gaza kommer. Men det skulle i dagens løb vise sig, at meget få mennesker havde fulgt Revavas opfordring om at komme til Jerusalem. Det gav indtryk af at have været en planlagt afledningsmanøvre. Sharon til USA Højreekstremisternes legen kat og mus med den israelske efterretningstjeneste og politi kom, samtidig med at Israels ministerpræsident Ariel Sharon er rejst til USA for at indlede et besøg på præsident George W. Bush' farm i Texas. Den planlagte israelske tilbagetrækning fra Gaza til juli står øverst på dagsordenen, men det forventes også, at den amerikanske præsident vil kræve alt israelsk byggeri på Vestbredden standset og forhandlingerne med palæstinenserne genoptaget. I Jerusalem havde politiet på forhånd forbudt jøder at nærme sig indgangene til Tempelbjerget og havde udstedt ordre om, at kun muslimske mænd over 40 samt kvinder og børn med israelske id-kort - og altså ingen palæstinensere fra Vestbredden - måtte bede ved og i Al Aqsa-moskéen. Parat til forsvar Over 1.000 muslimer fra Israel og de palæstinensiske selvstyreområder havde overnattet i moskéerne på bjergets top fra lørdag for at være klar til at forsvare stedet, hvis det skulle blive overløbet. Blandt dem var lederen af den islamiske Hamas-bevægelse på Vestbredden, Hassan Yusuf, der ikke har tilladelse til at være i Jerusalem. Fra pladsen foran det kendte guldkuplede vartegn på Islams tredjehelligste sted erklærede Hamaslederen via satellitkanalen Al-Jazeera at »Al-Aqsa er i fare«. Yusuf, der for få måneder siden blev løsladt efter adskillige år i israelsk fængsel, blev tilbageholdt af israelsk politi, da han blev standset ved en israelsk militærvejspærring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her