Kreml frygter opsplitning af Rusland

Lyt til artiklen

Den Russiske Føderation er i fare for at falde fra hinanden og forsvinde fra verdenskortet som en samlet stat. Det siger chefen for præsident Vladimir Putins administration, Dmitrij Medvedev. Superregioner Som en effektiv medicin mod kæmpestatens opløsning foreslår Medvedev oprettelsen af superregioner i stedet for de nuværende 89 delrepublikker, områder m.v., de såkaldte subjekter. Superregionerne, hvis ledere skulle udpeges af Kreml, ville være en måde at udvikle føderationen i overensstemmelse med forfatningen, siger Medvedev. En anden betingelse for føderationens overlevelse er, at de politiske og økonomiske eliter holder sammen og samarbejder. »Imperier er forsvundet fra verdenskortet, fordi eliter mistede de idealer, som forenede dem, og kastede sig ud i dødskamp mod hinanden«, siger han, og tilføjer: Morgenunderholdning i en børnehave »Opløsningen af Sovjetunionen vil sammenlignet med Ruslands kollaps ligne morgenunderholdning i en børnehave. Føderationens opsplitning vil være dårligt for alle, inklusive vores nabolande og udlandet generelt«. Iagttagere tolker hans advarsler i et interview til magasinet Ekspert primært som en appel til eliterne om støtte til den politik, Putin og regeringen i Kreml fører. Først og fremmest fordi kampen om at blive hans efterfølger allerede raser. Kremls næste chef Putins anden embedsperiode udløber i 2008, og han kan ikke genopstille ifølge gældende lov. Men der er initiativer i gang i parlamentet for at få ændret forfatningen. En mere sandsynlig model er, at Putin går af, men får mulighed for at udpege Kremls næste chef. Ifølge en af Ruslands førende analytikere, Alexandr Golts, vidner Medvedevs advarsler også om Kremls frygt for en revolutionssmitte fra andre ekssovjetiske republikker. »Men det vigtigste for Kreml er at finde en måde at overgive magten til en efterfølger for Putin, uden at det fremkalder uro i landet«, siger Golts og understreger, at Medvedev i sine prognoser om landets fremtid konsekvent undgår ordet valg. Det fremgår ikke klart, hvad Medvedev mener med superregioner. Syv storkredse Føderationen er i forvejen delt i syv 'storkredse' - Volga, Sibirien, Nordkaukasus, Nordvest, central-Rusland, Ural og Fjernøsten. I dem alle har Putin en befuldmægtig udsending, som koordinerer de statslige organers lokale afdelinger, og som er overordnet både præsidenter og guvernører i de enkelte delrepublikker og regioner. Store forskelle Medvedev siger, at det er vigtigt at tænke over, hvad for en føderation »vi overlader til vores efterkommere«. »Bliver det en harmonisk føderativ stat eller en samling områder, som er vidt forskellige i størrelse og økonomisk styrke«, spørger han. Analytikere er enige i, at forskellene mellem de enkelte delstater er kolossale. Det gælder ikke kun areal og økonomi, men også politisk system, demokratisering og graden af Moskvas dominans. I flere områder vokser folks utilfredshed. Demonstrationer mod styret med krav om selvbestemmelse ses stadig hyppigere. Nogle iagttagere mener, at en svækkelse af føderationen vil begynde i netop de regioner, hvor befolkningen har det dårligst og hvor ledelsen er mest upopulær.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her