Nyrup blander sig i fransk EU-debat

Lyt til artiklen

Stem nej til Chirac ved at stemme ja til EU-forfatningen. Med dette budskab går Poul Nyrup Rasmussen nu som formand for den socialistiske gruppe i Europaparlamentet ind i den franske debat forud for afstemningen om EU-forfatningen 29. maj. Og jasiden kan efterhånden have god brug for støtte udefra. I hvert fald svinder tilslutningen til forfatningen dag for dag i de hyppige meningsmålinger, hvor nejsigerne for længst har overhalet jasigerne. Ikke mindst i socialistpartiet, PS, hvor et ja på næsten 59 procent på få måneder er vendt til et nej på over 53 procent. Splittelse Det skyldes ikke mindst splittelsen i partiet, hvor førstesekretær François Hollande, har haft svært ved at holde styr på partiets mest fremtrædende nejsigere - heriblandt partiets nummer to Laurent Fabius - som lader hånt om partidisciplin og PS' officielle linje og offentligt plæderer for et nej. »Ellers stemmer man som højrefløjen og præsident Chirac«, lyder deres argument. Det er netop den påstand, Nyrup ser det som sin fornemmeste opgave at pille fra hinanden. Nej til Chirac »Når Fabius siger, at det er Chiracs forfatning, og at man derfor skal stemme nej, tager han fejl«, siger Poul Nyrup Rasmussen til Politiken. »Husk på, at det var Chirac, der forhandlede den nuværende Nicetraktat på plads. Men den nye EU-forfatning vil jo afløse Nicetraktaten, og derfor er et ja til forfatningen på en måde et nej til Chirac«, vurderer Nyrup, der mener, at det er mindre afgørende, at Chirac selv anbefaler et ja. Han understreger samtidig, at en vigtig del af den jakampagne, som først nu er ved at komme op i omdrejninger, består i at forklare folk, at forfatningen ikke bærer ansvaret for alle de problemer, den får skylden for. »Forfatningen er jo ikke trådt i kraft endnu, så det er både forkert og uheldigt, når nejsigerne skyder skylden på forfatningen for alskens dårligdomme som arbejdsløshed og virksomhedsudflytninger«, siger Nyrup. Ultraliberalistisk Han fejer samtidig al snak af bordet om, at den nye EU-forfatning skulle være et ultraliberalistisk dokument. »Så kunne man jo med rette stille spørgsmålet: Hvad med den franske forfatning? Er den liberal eller socialistisk? Ingen af delene naturligvis. Men den nye forfatning kombineret med en ny socialistisk regering i Frankrig i 2007 vil tværtimod give os bedre muligheder for at skabe et mere socialt Europa end den gamle traktat«, mener Poul Nyrup Rasmussen. Jospin på banen Den tidligere danske statsministers offensiv over for Frankrig falder sammen med, at en anden eksregeringsleder har meldt sig under jakampagnens faner: den tidligere franske socialistiske premierminister Lionel Jospin. Onsdag aften underskrev han sammen med Paris' borgmester, Bertrand Delanoë, en appel til de franske vælgere om at stemme ja 29. maj. »Kapitalismen har ikke behov for nogen grundlov«, men »et ja - sammen med den europæiske venstrefløj - er nødvendigt for et mere socialt Europa«, hed det i appellen. Det er første gang, siden Lionel Jospin forlod partiet efter valgnederlaget i 2002, at han igen træder aktivt ind på den politiske scene. Flere politiske kommentatorer vurderer, at hans politiske pondus muligvis kan få vægtskålen til at tippe mod et ja.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her