Hvor mange gange har romerne ikke sat kurs mod Peterspladsen de seneste dage. Og søndag gør de det igen. For anden gang siden pave Johannes Paul II i aftes klokken 21.37 blev erklæret død, har enorme menneskemængder sat sig i bevægelse - denne gang for at deltage i messen for det hedengangne overhoveds sjæl. Bønner hele natten Mens kirkeklokkerne ringer over hele byen, fyldes den smukke plads foran Peterskirken og alle gaderne i nærheden. Til langt ud på natten har samme plads været pakket. Langt over 100.000 samledes i aftes for at sørge over pavens død og bede Ave Maria i timevis. Først ud på morgenstunden tømtes pladsen for de sidste trofaste. Ny stemning Søndag er en ny kølig forårsdag, men stemningen er markant anderledes end den andægtige, forstenede, som har præget Vatikanet de senere dage. Paven led som martyr, og verden led med ham. Hans død i aftes var kulminationen på en lang pine, som nu er udfriet. »I går var den tristeste dag, men Vores Fader har nu fået fred. Han vil blive husket og savnet som det store menneske, han var. Men nu har jeg ikke flere tårer, kun bøn i mit hjerte«, siger 22-årige Luigi fra Sicilien. Til forskel fra de seneste dage, hvor alles øjne har stirret mod pavens to vinduer på tredje sal, gør folk nu front mod indgangen til Peterskirken hvor præster, kardinaler og kordrenge er samlet udenfor for at gennemføre messen. Tid til eftertanke Der smiles og trykkes hænder i rolig alvor, men uden den fortvivlelse, som har kendetegnet natten. I dag er det tid til eftertanke, men også til at rette blikket mod fremtiden. Verdens katolikker venter på nyt i morgen om, hvornår pave Johannes Paul II skal begraves og hvordan. Det bliver formodentlig onsdag eller torsdag i næste uge. Så følger ni dages sorg, inden 117 kardinaler fra hele verden samles i Rom til det såkaldte konklave for at vælge en ny pave. Feltet er helt åbent, og hele processen, der består af afstemning på afstemning, kan sagtens vare længe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























