Tjekkisk regering reddet af kommunister

Lyt til artiklen

De tjekkiske kommunister reddede torsdag den socialdemokratiske ministerpræsident Stanislav Gross, da de afholdt sig fra at deltage i en mistillidsafstemning i parlamentet. Kommunisternes skridt virker noget ulogisk i betragtning af, at deres leder, Miroslav Grebenicek, hævder, at socialdemokraterne fører en »imbecil politik«. Stabilitet Men det engang almægtige parti, som drømmer om ministerposter, siger, at beslutningen var bedst for stabiliteten i landet. Andre politikere og analytikere tvivler derimod på, at situationen bliver mere stabil. Flere ministre nægter at sidde i en mindretalsregering, som er afhængig af kommunisterne. Præsident Vaclav Klaus er skuffet over afstemningen, som efter hans mening ikke løser regeringskrisen. Han nægter at acceptere ministrenes afgang, medmindre Gross offentligt forpligter sig til at bede parlamentet om en tillidserklæring. Protest mod Gross Krisen brød ud, da et af regeringens koalitionspartier, De Kristelige Demokrater, trak sig ud af regeringen i protest mod Gross' uvilje til at forklare sine privatøkonomiske dispositioner, ikke mindst finansieringen af en luksuslejlighed. Nu truer ministre fra den sidste koalitionspartner, den liberale sammenslutning Frihedsunionen/Demokratiske Union, med at gå i protest mod Gross' tilnærmelse til kommunisterne. De liberale er også meget kritiske over for Gross' pengesager, men de afholdt sig ligesom kommunisterne fra at stemme imod ham. Initiativet til afstemningen kom fra det største oppositionsparti, Borgernes Demokratiske Parti, ODS, som fører suverænt i samtlige meningsmålinger. Væmmes ved kommunister Kommunisterne, som regerede 1948-89 og var forhadt af det meste af befolkningen, oplever nu en renæssance og er på andenpladsen i flere gallupundersøgelser. Men intet parti vil indtil videre danne regering sammen med dem. Gross sagde torsdag, at han »ikke væmmes ved kommunisterne«. Gross, som nægter at have gjort noget forkert omkring sine finansanliggender, håber at fortsætte på posten indtil parlamentsvalget næste år. Mange analytikere mener, at et valg i utide er mere sandsynligt. Et flertal af tjekkerne mener, at Gross burde gå af i kølvandet på pengeaffærerne, som også hans hustru er involveret i.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her