Flodbølgealarmen afblæst

Lyt til artiklen

Kort efter kl. 18 dansk tid (kort efter midnat lokal tid) ramte et meget kraftigt jordskælv området ud for den indonesiske ø Sumatra. Skælvet udløste panik i adskillige lande, hvor folk flygtede i frygt for en ny altødelæggende flodbølge. Myndighederne i Sri Lanka, Thailand, Indonesien, Malaysia og Indien udsendte flodbølgealarmer og opfordrede folk til at evakuere kystområderne. Men som timerne gik, stod det klart, at jordskælvet, der ifølge de seneste målinger lå på 8,7 på Richter-skalaen, ikke førte flodbølger med sig. Indonesien afblæser alarm På Sumatra, der blev ramt særdeles hårdt af flodbølgerne anden juledag, var panikken blandt folk udbredt. Men en indonesisk ekspert fastslår overfor nyhedsbureauet AP, at der ikke længere er fare for tsunamier. »Flodbølgerne havde ramt Sumatra nu, hvis skælvet havde udløst en tsunami. Og når der ikke er en tsunami tæt på epicentret, vil der heller ikke være fare for flodbølger i nogen anden retning«, siger Prihar Yadi fra det geologiske institut i Indonesien. Efterskælv til 26. december-skælv De amerikanske geologer fastslår til aften, at dagens rystelse var et efterskælv til det skælv, der ramte regionen anden juledag og udløste den værste katastrofe hidtil i dette årtusinde. Omkring en kvart million mennesker mistede livet, da flodbølgerne 26. december ramte kysterne i en række sydøstasiatiske lande som følge af et jordskælv, der blev målt til 9,0 på Richter-skalaen. Også geologerne i Thailand har afblæst alarmen, mens den ikke officielt er afblæst i Sri Lanka. Mange dræbte af skælvet Selve jordskælvet afstedkom rystelser langt væk fra epicentret, som lå cirka 200 km fra Sumatras kyst i 30 km dybde. Og på den lille indonesiske ø Nias er der rapporter om adskillige dræbte, ligesom politichefen i øens hovedby fortæller, at adskillige personer er blevet fanget i sammenstyrtede bygninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her