EU vil holde Wolfowitz i stram snor

Lyt til artiklen

Det kom som et chok for mange, da USA's præsident, George W. Bush, for nylig erklærede, at han ville udnævne Paul Wolfowitz til posten som direktør for Verdensbanken. Wolfowitz er som USA's viceforsvarsminister en af Washingtons mest militante neokonservative chefideologer, og han regnes som hoveddrivkraften bag Irakkrigen. Ingen livret for Europa Både internationale økonomer, ngo'er og en lang række europæiske regeringer frygter, at Wolfowitz vil forsøge at gøre Verdensbanken til et politisk redskab for den amerikanske udenrigspolitik. Men ingen af bankens medlemslande ønskede dog tilsyneladende at så splid på tværs af Atlanten, nu hvor temperaturen endelig syntes at bevæge sig opad. Og efter at have sundet sig lidt over det kontroversielle valg ser det nu ud til, at de vil give Wolfowitz det blå stempel, når Verdensbankens bestyrelse torsdag træder sammen for at godkende den amerikanske kandidat til den internationale toppost. Til gengæld insisterer europæerne på, at Wolfowitz i morgen slår et smut omkring Bruxelles for at møde EU's finansministre og kaste lys over sine visioner for Verdensbanken. Og samtidig presser finansministrene på for at få oprettet en ny stilling som næstkommanderende i bankens top - en stilling, der ikke eksisterer på nuværende tidspunkt, og som de gerne ser besat med en europæisk embedsmand, der skal fungere som modvægt og bremse for en politisering af Verdensbankens arbejde. Kineser må rykke ned Ifølge det britiske dagblad Financial Times ønsker finansministrene at kopiere modellen fra Den Internationale Valutafond, IMF, hvor der både er en direktør og en vicedirektør, som udvælges af henholdsvis Europa og USA. Wolfowitz selv kan ikke se noget galt i det europæiske forslag, idet der blot vil blive tale om, at »en af de mange højt kvalificerede europæere skal spille en rolle i direktionen (...) og det har jeg ingen problemer med«, som han sagde i weekenden i et interview i dagbladet Washington Post. Men det har Kina måske. For de europæiske finansministres forslag vil betyde, at posten som Verdensbankens administrerende direktør - den nuværende næstkommanderende i bankens interne hierarki - udhules. Stillingen bestrides for tiden af kineseren Shengman Zhang, og Beijing vil næppe juble over at se sin magtposition i Verdensbanken reduceret. Heller ikke den britiske regering er vild med tanken om at køre udviklingslandene ud på et sidespor i bankens administrative top. International embedsmand I mellemtiden forsøgte Wolfowitz sig mandag med endnu en dosis forsonende toner. I et interview med det indonesiske dagblad Jakarta Post lod Wolfowitz forstå, at han ikke agtede at misbruge stillingen til at føre amerikansk udenrigspolitik. »Hvis jeg bliver godkendt, vil jeg være en international embedsmand (...) jeg er klar over, at jeg så skal stå til regnskab for en helt anden gruppe end i mit nuværende job. Arbejdet som direktør for Verdensbanken er at samle den størst mulige konsensus«, sagde Wolfowitz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her