Oprør i tidligere sovjetstat

Lyt til artiklen

Der strømmer stadig flere meldinger ind om politisk uro i den tidligere sovjetrepublik Kirgisistan. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at oppositionen har overtaget kontrollen med den sydlige by Djsalal Abad. Samtidig er der forlydender om stadig mere voldelige opgør i den bitre politiske kamp, der fulgte i kølvandet på parlamentsvalget den 13. marts. Oppositionen siger ifølge Ritzau, at præsident Askar Akajev organiserede omfattende svindel, der gav det siddende styre sejren på bekostning af oppositionen, som hævder, at den har flertal i befolkningen. Politi og demonstranter dræbt Det russiske nyhedsbureau Interfax melder, at kirgisisk politi i Djsalal Abad har dræbt op til 10 demonstranter, der krævede præsident Akajevs afgang. Bureauet citerede en kilde hos politiet for oplysningen, der ikke er blevet bekræftet. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at fire politibetjente er blevet dræbt under kampe i byen. Massive protestdemonstrationer Det anslås, at op mod 10.000 demonstranter deltog i protesterne, som fandt sted foran den lokale guvernørs tjenestebolig. De satte ild til en politistation, og de stormede guvernørens hovedkvarter og hængte bannere i vinduerne, hvorpå de krævede Akajevs afgang. Samtidig befriede en del af demonstranterne, som var bevæbnet med køller og brandbomber, omkring 30 anholdte demonstranter. »Vi kender ikke endnu det præcise antal, der blev dræbt, eller hvem de er. Men der kan være tale om 10 mennesker«, blev en politibetjent fra Djsalal Abad citeret for at sige til Interfax. Protester tilspidsede Det er første gang under ugelange demonstrationer mod det siddende styre i den tidligere sovjetrepublik, at politiet har anvendt våben. »Politiet skød med skarpladte våben. Men vi ved ikke, hvad de sigtede efter, eller om de ramte nogen eller noget«, sagde en af deltagerne i demonstrationen tidligere til Reuters. Demonstranter har mange steder i landet omringet regeringsbygninger og demonstreret mod parlamentsvalget. Kopierer den 'orange revolution' Præsidenten har advaret oppositionen mod at kopiere den 'orange revolution' i Ukraine, og Akajev har advaret om, at protesterne kan føre til borgerkrig. USA opfordrer parterne til at sætte sig til forhandlingsbordet og finde en politisk løsning på krisen. Akajev har sagt, at han træder tilbage, når hans præsidentperiode udløber senere på året. Men oppositionen tror, at han vil bruge sit parlamentsflertal til at ændre loven og stille op til en tredje periode. Valget undergravet af svindel Observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), mener, at valget blev undergravet af stemmekøb, trusler mod medier og vilkårlig diskvalificering af politiske kandidater. Kirgisistan er den tredje tidligere sovjetrepublik, hvor oppositionen kræver omvalg og præsidentens afgang efter et valg. Tidligere var der uro i Georgien, og i Ukraine førte protesterne til et regimeskift under den orange revolution, hvor den provestlige Viktor Jusjtjenko vandt præsidentposten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her