Strid om hjerneskadet kvinde splitter USA

Terry Schiavo, der her får et kys af sin mor på en videofilm offentliggjort af forældrene for to år siden, er blevet centrum i en politisk kamp, som præsident Bush nu også er gået ind i.  Foto: AP
Terry Schiavo, der her får et kys af sin mor på en videofilm offentliggjort af forældrene for to år siden, er blevet centrum i en politisk kamp, som præsident Bush nu også er gået ind i. Foto: AP
Lyt til artiklen

Terri Schiavo lever. Så langt kan hendes mand, hendes forældre, politikerne i Kongressen, præsident George W. Bush og en række amerikanske domstole blive enige. Sagen er bragt for en forbundsdomstol i Florida, der har fået overdraget ansvaret for hendes liv. Normalt er der stille fra Det Hvide Hus om natten. Bush er kendt for at gå tidligt i seng, men natten til mandag var han kortvarigt oppe klokken et for at skrive under på en lov, der lige var blevet vedtaget ved en ekstraordinær samling lige over midnat i Kongressens påskeferie. Følelsesladet emne Flere politikere har sagt, at de aldrig har oplevet en stemning som den, der var i Repræsentanternes Hus sent søndag. Det mindede mest af alt om de gange, de har stemt om at gå i krig. Men denne gang var emnet følelsesladet på en anden måde. Og det ramte et usædvanligt sted i den debat om moral og retten til liv, der de seneste år har været fremtrædende i amerikansk politik. Flere års strid Det handler om en 41-årig kvinde og hendes ret til et liv, som hendes mand siger, at hun selv har sagt, at hun ikke ønsker. Udtalelsen skal være faldet gentagne gange for mere end 15 år siden, inden den nu 41-årige Terri Schiavo gik i koma efter et kortvarigt hjertestop. Hjertestoppet har efterladt Schiavo alvorligt hjerneskadet i en tilstand, lægerne kalder »vedvarende vegetativ«. Hendes forældre siger, at hun smiler, føler og kommunikerer. Mens hendes mand og mange læger siger, at hun kun kan reagere med reflekser. I nu syv år har manden og forældrene kæmpet om Terri Schiavos liv ved domstolene i staten Florida. I april 2001 blev den gummislange, der giver hende næring direkte ind i maven, fjernet for første gang med en domstols velsignelse. Men to dage senere besluttede en anden dommer, at slangen skulle monteres igen. I oktober 2003 blev slangen fjernet igen, men da greb Floridas guvernør, præsidentens lillebror Jeb Bush, ind og reddede Terry Schiavo med en lov, der siden blev kendt forfatningsstridig. Storebror blandede sig I januar i år forsøgte guvernør Bush så at få den amerikanske højesteret til at tage sagen op. Det afviste domstolen, og derfor blev slangen med næring i fredags fjernet for tredje gang. Og så blev det pludselig landspolitik i stedet for Floridapolitik. »I usædvanlige sager som denne, er det klogt altid at begå sine eventuelle fejltagelser til fordel for livet,« sagde Bush efter at han altså havde sat sin underskrift på særloven, der formelt giver en forbundsdomstol mandat til at vurdere Terri Schiavos sag. Domstolen ventedes at træffe en hurtig beslutning om igen at sætte slangen med næring i hullet i Schiavos mave, så hun i hvert fald lever, mens dommerne vurderer sagen. Ægtemand er oprørt Uden mad og drikke ville hun dø af sult i løbet af et par uger. Hendes mand, Michael Schiavo, står fast på, at det vil være i overensstemmelse med hendes eget ønske. »Efter min mening bør enhver amerikaner her i landet være oprørt over, at regeringen sådan tramper rundt i en privat familiesag, der er blevet vurderet ved domstolene over syv år,« sagde Michael Schiavo. Faderen, Bob Schindler, hævdede derimod at have set et stort smil på sin datters læber, da han fortalte hende, at hun snart skulle have morgenmad. »Hun virkede rigtig godt tilfreds, og vi er tilfredse og meget taknemmelige over for både Repræsentanternes Hus og Senatet for, at de har vedtaget loven, der bogstavelig talt redder Terris liv,« siger Schindler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her