Mindst to personer blev dræbt og fem såret, da en kraftig bombe ramte et indkøbscenter i en kristen forstad nord for Beirut i nat. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters. Taget på indkøbscentret er styrtet sammen og flere bygninger i centret ødelagt. Redningsarbejdere var her til morgen stadig i gang med at lede efter omkomne og sårede i ruinerne af indkøbscentret. Politiets efterforskningshold mener, at eksplosionen skyldes sprængstoffer gemt inde i centret, der var lukket, da bomben gik af. Vil ryste landet Identiteten på de dræbte og sårede er uklar, men redningsfolk mener, at de fleste enten er vagter eller udenlandske rengøringsfolk. »Det er klart, at de folk, som udførte angrebet, er ude på ryste landets stabilitet og sikkerhed«, sagde Faris Bouez, der er medlem af oppositionen, ifølge Ritzau. Eksplosion skete kort efter midnat onsdag dansk tid, og det er anden gang inden for fem dage, at der er angreb på kristne mål i Libanon. Uroligt land Angrebet understreger de politiske problemer, Libanon står over for efter mordet på den forhenværende premierminister Rafik Hariri, der den 14. februar blev dræbt af en kraftig bombe. Hariri, en ledende oppositionspolitiker, var en af de mest udtalte modstandere af den syriske tilstedeværelse i landet. Efter drabet på Hariri er Syrien begyndt at trække sine 14.000 soldater ud af Libanon, men i Libanon er befolkningen politisk splittet over den fremtidige kurs.
Ny bombe i Beirut dræber to
Lyt til artiklen