Både danske og internationale udviklingsorganisationer er rystede over, at USA indstiller viceforsvarsminister Paul Wolfowitz til posten som formand for Verdensbanken. Derfor opfordrer to danske organisationer regeringen til sammen med de øvrige nordiske lande at arbejde for en anden kandidat og stemme imod Paul Wolfowitz, når Verdensbankens bestyrelse skal træffe afgørelsen. Ifølge generalsekretær Lars Udsholt fra Mellemfolkeligt Samvirke er det muligt at bremse udnævnelsen. »Wolfowitz' navn har cirkuleret et stykke tid. De foreløbige beregninger går på, at han for øjeblikket kun kan samle 52 procent af stemmerne i bankens bestyrelse bag sig. Men der er en bevægelse imod ham i gang«, påpeger Lars Udsholt.For udenrigsminister Per Stig Møller (K) er kvalifikationerne afgørende - og han vil overveje situationen yderligere, sagde han i går. Initiativ Også generalsekretær Vagn Berthelsen fra IBIS ønsker et initiativ fra regeringen. De står langtfra alene med deres afvisende holdning. Det viser reaktionerne fra flere europæiske regeringer. Det britiske udenrigsministerium mener, at USA bør rådføre sig med udviklingslandene, der er bankens kunder. Men det kommer næppe til at ske, mener udviklingseksperten Christian Friis Bach, som 1. april overtager posten som leder af det internationale arbejde i Folkekirkens Nødhjælp. »Vi kommer igen til at opleve demonstrationer foran de bygninger, hvor Verdensbanken holder møder. Banken har i de seneste år udviklet sig meget positivt, men med Paul Wolfowitz som leder risikerer man et alvorligt tilbageslag«. Christian Friis Bach arbejdede i Verdensbanken, da den nuværende præsident, den amerikanske bankmand James Wolfensohn, blev leder. Også han blev mødt med dyb skepsis, men fra starten anlagde Wolfensohn en åben linje. Dialog »I en meddelelse til de ansatte skrev han, at han som privat bankmand måtte arbejde for at se tilfredse smil på kundernes ansigter. Det var måske lidt plat, men han bragte den filosofi med ind i Verdensbanken. Der kom dialog med udviklingslandene«, siger Christian Friis Bach. Den dialog risikerer nu at blive afbrudt. »Wolfensohn formåede at nedbryde barriererne mellem Verdensbanken på den ene side og de fattige lande, civilsamfundet og de private bistandsorganisationer på den anden. Det vigtige resultat risikerer man at sætte på spil nu«, tilføjer han. »Med indstillingen af Wolfowitz, der er sket uden nogen som helst form for åbne konsultationer, sender USA det signal, at de er alene om at bestemme i Verdensbanken«, siger Vagn Berthelsen fra IBIS. En af verdens førende udviklingseksperter, professor Jeffrey Sachs fra Columbia University i New York, som er rådgiver for FN's generalsekretær, Kofi Annan, efterlyser en kandidat med viden om de fattige lande. »Det drejer sig om en stilling, som hundredvis af millioner af menneskers liv er afhængige af«, sagde han onsdag aften i FN.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























