Kosovas præsident overlever attentat

Lyt til artiklen

En kraftig eksplosion i hovedstaden Pristina har ramt en kortege af biler, hvor Kosovas præsident, Ibrahim Rugova, befandt sig. Præsidenten var på vej til et møde med EU's udenrigspolitiske chef, Javier Solana. Mindst en bil i kortegen blev beskadiget ved eksplosionen. En journalist fra det amerikanske nyhedsbureau AP så at præsident Rugova blev overflyttet fra en bil til en anden bil og herefter kørt væk i høj hastighed. »Gud ske lov, overlevede jeg igen. Desværre er der elementer, der vil gøre Kosovo ustabilt«, siger Rugova. Sidste år blev der kastet en håndgranat mod præsidentens bolig. Granaten eksploderede i haven. Ingen kom til skade ved episoden. Ifølge de første meldinger er ingen kommet til skade ved eksplosionen, men butiksvinduer er blevet smadret. En politimand, der ønsker at være anonym, oplyser at eksplosionen formentlig skyldes en fjernstyret bombe. Debat om Kosovas uafhængighed Der meldes om stigende spænding i Kosova kun få måneder før der tages hul på de endelige forhandlinger om, hvorvidt Kosova skal forblive en provins i Serbien, eller skal være en uafhængig stat. Flertallet af de etniske albanere satser på den sidste mulighed, men den endelige beslutning skal træffes af FN. Flere teorier om attentat Kosova er i dag styret af FN, og en kilde i det internationale diplomatkorps siger til Ritzau, at bomben giver anledning til flere teorier om, hvem der kan stå bag. Den ene gælder tilhængere af premierminister Ramush Haradinaj, som i sidste uge overgav sig frivilligt til FN's krigsforbryderdomstol, hvor han står anklaget for forbrydelser under krigen i Kosovo 1998-1999. Haradinaj var en magtfuld leder i den nu opløste Kosovos Befrielseshær (UCK). Mange af hans tilhængere mener, at etnisk albanske politikere spillede en dunkel rolle i forbindelse med hans overgivelse og forrådte ham. En anden teori er, at det er grupper inden for Rugovas eget parti LKD, der kan være utilfredse med regeringsførelsen. En tredjepart, der kunne have gavn af en destabilisering, er Serbien. FN's øverste chef i Kosovo, Søren Jessen-Petersen, vil om få måneder indlede forhandlinger om Kosovos endelige status. Serbien og de knap 200.000 serbere, der fortsat lever i Kosovo, frygter, at det vil ende med, at provinsen løsrives.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her