Regeringsforhandlinger i Irak vakler

Lyt til artiklen

Mindre end et døgn inden Iraks nyvalgte parlament skulle træde sammen, kæmpede kurdere, shiitter og sunni'er for at danne en national samlingsregering. »Vi har i dag haft forlængede forhandlinger med kurderne og sunni'erne, og vi har aftalt, at forsamlingen skal stemme om præsidentrådet og formanden i morgen«, sagde det shiitiske parlamentsmedlem Jawad Maliky. Regeringsforhandlingerne har haft en træg vej, og så sent som i søndags brød forhandlingerne mellem vinderne af valget i januar - den shiamuslimske blok (UIA) og kurderne -sammen. Kurderne er ikke optimistiske Forhandlingerne er dog genoptaget, selv om kurderne i dag nedtonede forventningerne til et resultat inden parlamentet samles onsdag. »Det ser ud til at komme til at tage længere tid at blive enige om en dannelse af regeringen. Personligt tror jeg ikke, at vi vil være i stand til at afslutte aftalen inden i morgen«, sagde Hoshyar Zabari, der har været udenrigsminister i den midlertidige regering. »Samlingen vil være en ceremoniel åbning af det nye parlament«, fortsatte han. Præsidentposten til en kurder Det ventes dog, at præsidentposten vil gå til en kurder, mens de to vicepræsidenter vil være henholdsvis en shia- og en sunnimuslim. Som præsident er den kurdiske leder Talabani blevet nævnt, mens den hidtidige shiitiske finansminister Adel Abdul Mahdi nævnes til vicepræsidentposten. Som den anden vicepræsident er der stadig fire sunnimuslimer i spil. Også parlamentsformanden ventes at blive en sunnimuslim, og her nævnes Yawar, en krigsherre fra det nordlige Irak. Til den indflydelsesrige post som premierminister ventes shiamuslimen Ibrahim al-Jafaari at blive udnævnt. Frustration hos vælgerne Det mislykkede forsøg på at danne en regering har skabt frustration blandt de irakiske vælgere, som risikerede deres liv for at deltage i valget den 30. januar. Hvis parterne ikke kan fremlægge et resultat i morgen, kan det medføre et negativt billede af det nye demokratiske Irak og ulme til den modstand, der i forvejen plager landet og truer med at kvæle det spirende demokrati i voldelige angreb. Fortsat mange voldeligheder Dette scenarie blev igen i dag udspillet med al tydelighed, da en bilbombe dræbte en amerikansk soldat og sårede seks andre i den vestlige del af Bagdad. Endnu en bombe blev udløst i det samme område i Hai Amel distriktet. Ved den anden eksplosion blev en iraker dræbt og seks andre såret. I den nordlige del af hovedstaden eksploderede en tredje bilbombe nær det irakiske sundhedsministerium og en sunnimuslimsk moské. Her blev mindst fire personer såret, oplyste kilder i indenrigsministeriet. Desuden blev to irakiske soldater dræbt af en bombe i byen Dujail, der ligger nord for Bagdad. Mandag blev en amerikansk marineofficer dræbt i Al-Anbar provinsen i det vestlige Irak, oplyste det amerikanske militær. Irakisk politi meddelte i dag, at det har anholdt en mand mistænkt for at have stået bag drabet på den shiitiske leder ayatollah Mohammad Baqer al-Hakim i august 2003. Ifølge politiet havde den mistænkte også planlagt et angreb på den øverste shiitiske leder storayatollah Ali al-Sistani. Den mistænkte, en kurder fra byen Mosul i det nordlige Irak, blev anholdt for 10 dage siden i den hellige shiitiske by Najaf i det centrale Irak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her