Første dag for Iraks nye parlament

Medlemmerne af det nyvalgte irakiske parlament beder sammen før åbningen. Nummer tre fra højre er premierminister Ayad AllawiA!
Medlemmerne af det nyvalgte irakiske parlament beder sammen før åbningen. Nummer tre fra højre er premierminister Ayad AllawiA!
Lyt til artiklen

Seks uger efter Iraks valg samledes de 275 nyvalgte parlamentarikere for første gang onsdag. Men det skete uden at vælge hverken en regering eller et formandskab. Regeringsforhandlingerne har vist sig så indviklede, at politikerne fra de sejrende partier fortsat forhandler intenst om, hvem der skal styre landet i de kommende måneder. Dermed blev Iraks første dag som officielt demokrati en af de dage, der understreger, hvor kaotisk situationen i landet fortsat er. Vinduerne rystede De internationale nyhedsbureauer, der fulgte indvielsen, fortalte, at et halvt dusin morterangreb fik parlamentsbygningens vinduer til at ryste og strømmen til at slå smut kun minutter inden seancens begyndelse. Udenfor hørtes luftværnssirener og amerikanske kamphelikoptere. Morterangrebene mod den Internationale Zone, hvor parlamentet ligger, var dog for upræcise til at gøre skade. Og de forhindrede ikke parlamentarikerne i en efter en at gå til talerstolen og sværge troskab til landet. »Vi er alle nødt til at erkende, at der ikke er vindere eller tabere mellem os. Enten vinder vi alle, eller også taber vi alle. Vi må forene vore mål, uanset midlerne«, lød det formanende fra landets afgående præsident, Ghazi al-Yawer. Al-Yawer må mod forventning beholde posten noget tid endnu, indtil forhandlingerne er slut. Kurderne skal inddrages Dødvandet skyldtes valgresultatet i januar, der ganske vist gav den shiamuslimske Forenede Irakiske Alliance flertal med 140 af de 275 mandater, men samtidig var noget mindre, end Alliancen havde håbet. Da der ifølge den midlertidige forfatning skal to tredjedeles flertal til for at vælge et præsidentskab - der igen skal udpege en regering - skal der 183 mandater til, før det magisk tal nås. Det kan kun ske ved at inddrage de 75 mandater hos valgets nummer to, Kurdistans Alliance. Men her er det først, at det bliver rigtig indviklet. Kurderne har allerede signaleret, at det er de med på, bare de får den mestendels symbolske præsidentpost. Men de ønsker også nye grænsedragninger til de autonome kurdiske regioner i Iraks nordlige del - og da det er her, det meste af Iraks olie ligger begravet, er det meget kontroversielt. For det andet er begge de to sejrende alliancer skrøbelige mosaikker af forskellige partier, der alle skal tilgodeses med et passende antal pladser i regering, præsidentskab og den centrale statsadministration. Sunnimuslimske partier ønskes med Endelig er det ikke nok at samle de to grupper. Flere af de sejrende politikere har udtrykt ønske om at inddrage de sunnimuslimske politiske partier, hvoraf flere slet ikke stillede op til valget, i regeringen - eller i det mindste det kommende arbejde om at lave en permanent forfatning. Det skyldes, at det blodige oprør, der i går rystede vinduerne i parlamentet, stort set kun anføres af ekstreme sunnier. Ved at inddrage de moderate sunnier i regeringen håber politikerne på at inddæmme oprøret. Storfavorit til at lede den kommende regering er lægen Ibrahim al-Jaafari, der er Den Forenede Irakiske Alliances kandidat. Men den hidtidige ministerpræsident, Ayad Allawi fra valgets nummer tre, Den Irakiske Liste med 40 mandater, har endnu ikke opgivet. Symbolikken var klar »Inden for to uger vil en ny regering se dagens lys«, sagde al-Jaafari på et pressemøde efter den mere end halvanden time lange indvielsesceremoni. Vi vil danne »en regering, der kan standse volden og skabe en retssag mod Saddam (Hussein, red.) og hans regimes medlemmer«, sagde lederen af den shiamuslimske alliance, præsten Abdul Aziz al-Hakim, i sin tale. Symbolikken var klar nok. Åbningen af parlamentet var timet til at passe med en af det gamle regimes værste forbrydelser, massakren i Halabja i 1988, hvor 5.000 mennesker blev dræbt med kemiske våben.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her