Iran er fast besluttet på at udvikle sit atomprogram, selv om USA og EU har tilbudt landet en række økonomiske fordele, hvis det dropper de dele, der kan føre til en atombombe. »Den Islamiske Republik Iran er fast besluttet på at anvende atomteknologi til fredelige formål, og intet pres, bestikkelse eller trussel kan få Iran til at opgive sin legitime ret«, sagde en talsmand for udenrigsministeriet i Teheran lørdag. Den amerikanske regering oplyste fredag, at den ikke længere vil modsætte sig iransk medlemskab af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og at den vil overveje at lade Iran købe reservedele til en forholdsvis forældet flåde af passagerfly. Præsident George W. Bush sagde, at initiativerne skal hjælpe Tyskland, Frankrig og Storbritanniens forsøg på at overtale Iran til at droppe det omstridte atomberigelsesprogram. USA mistænker Iran for at ville anvende denne del af atomteknologien til at udvikle en atombombe.
Iran afvisende over for amerikansk tilbud
Lyt til artiklen