CIA bruger hemmelige fly til terrorfanger

Ingen i den amerikanske regering har bekræftet eksistensen af det sælsomme flyselskab. - Foto: Giovanni Verbeeck
Ingen i den amerikanske regering har bekræftet eksistensen af det sælsomme flyselskab. - Foto: Giovanni Verbeeck
Lyt til artiklen

Klokken præcis fem minutter i fem om eftermiddagen 18. december 2001 blev telefonen hos advokat Kjell Jönsson i Stockholm afbrudt. Han var midt i en samtale med sin klient Mohammed al-Zery, som havde søgt asyl i Sverige. Asylsagen var trukket i langdrag, fordi det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, mistænkte ham for at have tilknytning til en islamisk terrororganisation i sit hjemland. »Pludselig var der en stemme i baggrunden hos ham, der sagde: 'Læg røret på'«, fortæller Kjell Jönsson. Det var sidste gang i lang tid, at Jönsson hørte fra sin klient. Senere på dagen blev den egyptiske mand bortført af amerikanske agenter i en lufthavn uden for Stockholm. »Min tiltro til Sverige som demokratisk retsstat har lidt et alvorligt knæk. Måske har jeg været lidt naiv«, siger Kjell Jönsson. Hemmeligt flyselskab I den forløbne uge fortalte det amerikanske nyhedsmagasin 60 Minutes, at USA i årevis har brugt et specialbygget Golfstream jetfly til at hente terrormistænkte og bortføre dem ud af de lande, de boede i. Ifølge både amerikanske og svenske medier har CIA som et dække for fangetransporterne opfundet flyselskabet Premiere Executive Transport Service. Selskabet, der bliver styret fra et lille advokatkontor i USA, har kun en kunde: Den amerikanske regering. Et af selskabets fly bærer registreringsnummer N379P og ifølge dets log - det vil sige dets ruteplaner - har det landet i så forskellige lande som Marokko, Sverige, Jordan, Tyskland, England og den amerikanske fangelejr Guantánamo på Cuba. Problemet med de såkaldte spøgelsesfanger, som bliver transporteret rundt i verden - formentlig af det sælsomme amerikanske flyselskab - er blevet offentligt kritiseret af Internationalt Røde Kors. De siger, at spøgelsesfangerne bliver overført til skjulte fangelejre eller til lande, som er kendt for at udøve tortur. Bortførelsen Samme dag som telefonen til Jönssons advokatkontor blev afbrudt, landede Golfstreamfly nummer N379P i Bromma Lufthavn uden for Stockholm. Her blev Mohammed al-Zery og en anden egyptisk asylansøger Achmed Agiza afleveret af SÄPO til amerikanske agenter. Alle agenter var i ført masker og kedeldragter. De klippede egypternes tøj af med sakse og stak en sovepille op i anus på dem. Bagefter fik de egyptiske mænd hætter over hovedet og lænker om fødder og arme, inden de blev ført op i det ventende jetfly. Aktionen tog præcis en halv time og klokken 21.30 præcis lettede det amerikanske fly igen. Nu med destination mod Egypten. »SÄPO havde fået oplysninger om, at mændene planlagde et terrorangreb på svensk grund. Derfor blev vi nødt til at reagere«, siger retschef i det svenske udenrigsministerium Carl Henrik Ehrenkrona. Sverige indgik en aftale med den egyptiske regering om, at mændene ikke måtte blive udsat for tortur. Bagefter blev de udleveret. I Stockholm ville Kjell Jönsson have at vide, hvad der egentlig var blevet af hans klient. Han ringede derfor til det svenske udenrigsministerium. Men uden held. Først dagen efter, 19. december, fik han i et rekommanderet brev at vide, at Mohammed al-Zery var blevet ført ud af landet af Sveriges politi. Svensk tv afslørede transport Det var svensk TV4, der sidste år afslørede CIA's aktion mod de to egyptere i Bromma Lufthavn. Siden er den svenske regering blevet undersøgt af Sveriges justitsombudsmand og af FN's torturkomité. Justitsombudsmanden skriver i en rapport, at en SÄPO-agent rent faktisk fortalte Anna Lindh om, at USA havde tilbudt at flyve egypterne ud af Sverige til et fængsel i deres hjemland. »Jeg husker, at Anna sagde ja«, siger SÄPO-manden. I dag fastholder retschef Carl Henrik Ehrenkrona over for Politiken, at den daværende udenrigsminister Anna Lindh intet vidste om CIA's indblanding. To år efter sin bortførelse fra Sverige blev Mohammed al-Zery løsladt. Den egyptiske regering har sagt, at de ikke længere har mistanker mod manden. Noget anderledes gik det for Achmed Agiza. Han blev idømt 25 års fængsel for at stå i spidsen for »en ulovlig gruppe, som vil omstyrte den egyptiske regering«. Med USA i hælene Under et fangebesøg i 2002 sagde de to mænd, at de under transporten i flyet blev sat i ubehagelige stressstillinger. De sagde også, at de var blevet slået. Det fremgår af et notat fra det svenske udenrigsministerium. Men advokat Kjell Jönsson siger, at han aldrig fik noget at vide om den påståede mishandling. Senere har en af de egyptiske mænd sagt, at han er blevet udsat for tortur med elektriske stød. Også en mand fra Tyskland har fortalt, hvordan han blev bortført af to hætteklædte mænd, som gav ham en sovepille i anus. Det samme siger en canadisk statsborger, som blev bortført i USA af Premiere Executive Transport Service. Begge siger, at de har været udsat for tortur i arabiske lande. Ingen fly til Danmark Politiken har fået tre forskellige registreringsnumre på selskabets fly, som gennem de sidste fire år har fløjet i pendulfart mellem USA, Europa og Mellemøsten. Ifølge statens luftfartsmyndigheder og Københavns Lufthavn har ingen fly med de omtalte numre landet i Danmark siden 11. september 2001. Afdelingschef i Justitsministeriet Jens Kruse Mikkelsen oplyser, at den danske regering ikke har udleveret terrormistænkte asylansøgere eller andre personer til retsforfølgelse i USA. Han siger også, at ministeriet ikke har kendskab til det amerikanske flyselskab Premiere Executive Transport Service. Samtidig har ingen i den amerikanske regering bekræftet eksistensen af det sælsomme flyselskab. Og USA's præsident George W. Bush har pure afvist, at regeringens efterretningstjenester flyver terrormistænkte til lande, hvor der foregår tortur. En, der kunne have kastet lys på den udtalelse, er Mohammed al-Zery selv. Men det kommer ikke til at ske, siger advokat Kjell Jönsson fra sit kontor i Stockholm. »Den egyptiske statssikkerhedstjeneste har forbudt ham at tale med både medier, advokater og menneskerettighedsorganisationer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her