Per Stig bekymret over drab på Maskhadov

Lyt til artiklen

Danske politikere frygter, at mordet på Tjetjeniens tidligere folkevalgte præsident, Aslan Maskhadov, vil optrappe konflikten i den russiske republik. »Der er grund til bekymring over udviklingen i Tjetjenien nu, men kun en politisk proces, der har det tjetjenske folks støtte, kan tilvejebringe grundlaget for fred og afslutte den civile befolknings lidelser«, skriver udenrigsminister Per Stig Møller i en pressemeddelelse. Respekt for russisk suverænitet Den danske erklæring forsikrer dog, at Danmark respekterer Ruslands suverænitet og territoriale integritet. Den forsigtige linje møder skarp kritik fra venstrefløjen i Folketinget. SF: FN må ind SF påpeger, at Danmark er medlem af FN's Sikkerhedsråd, og at det forpligter: »Det kan ikke være rimeligt, at vi skal se gennem fingre med russiske krigsforbrydelser, fordi der er tale om en tidligere stormagt, og fordi Vesten ønsker et tæt samarbejde med Putin. Derfor skal Tjetjenien-konflikten på FN's dagsorden«, fastslår Holger K. Nielsen. SF har derfor sammen med Enhedslisten indleveret en forespørgsel til udenrigsministeren, så man kan få en åben diskussion i Folketinget om Tjetjenien-konflikten. EL kræver handling af regeringen Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører, Frank Aaen, ønsker, at den danske regering klart og tydeligt siger til russerne, at man ikke støtter en linje, hvor forhandlingsmulighederne bogstaveligt talt slås ihjel. »Hvis omverdenen vil have en forhandlet løsning i Tjetjenien, må der falde en utvetydig fordømmelse af mordet og straks tages initiativer til at få forhandlinger på benene«, siger Frank Aaen. S og R bekymret Både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er stærkt bekymrede for de fremtidige muligheder for en forhandlingsløsning på konflikten i Tjetjenien. »Men vi er nødt til at få en klar redegørelse fra Rusland før jeg kan sige, hvad vi skal gøre«, siger Jeppe Kofod (S). »Der ligger et stort pres på russerne i forhold til at finde ud af præcis, hvad der er foregået - om det har været en likvidering, eller om Maskhadov døde i kamphandlinger«, siger han.Samme melding kommer fra de radikale, der frygter, at en fredelig løsning på konflikten med drabet er skubbet endnu længere væk. »Dette øger kun fortvivlelsen over, hvad der foregår, samt de dårlige udsigter for en politisk løsning, som jo skal findes på et eller andet tidspunkt«, siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). 'Værd at diskutere FN-vejen'Danmark har jo for nylig fået en plads i FN's Sikkerhedsråd. Var det ikke noget, man burde tage op der? »Det er da værd at diskutere, men man skal være klar over, at det ikke vil blive accepteret, så det bliver ikke sat på dagsordenen, for det vil Rusland modsætte sig. Og med den holdning, der er hos mange lande omkring kampen mod terrorisme, så vil de øvrige store magter nok være meget forsigtige med at presse Rusland på det punkt - desværre«, siger Niels Helveg Petersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her