Den danske arkitekt Jørn Utzons operahus i Sydney dannede i formiddag rammen om kronprins Frederiks udnævnelse af fire australske H.C. Andersen-ambassadører, der skal bekæmpe analfabetisme og udbrede kendskabet til digteren her i 200-året for hans fødsel. Kronprins Frederik udnævnte Oscar-vinder Geoffrey Rush, forfatter Bryce Courtenay, tv-vært Andrew Denton og børnebogsforfatter Mem Fox som nye ambassadører. Alle var til stede ved ceremonien i det nyrenoverede Utzon-rum i Operahuset i Sydney. Den femte ambassadør var newzealænderen Dame Kiri Te Kanawa, der havde meldt afbud. Kulturminister på besøg Dagens talere inkluderede blandt andre kronprinsen selv og netop ankomne kulturminister Brian Mikkelsen (K): »Det er passende at fejre H.C. Andersen her i Utzons operahus. Begge er tidløse, eventyrere og visionære. Andersen ville have sat pris på historien om prinsen, der rejste om på den anden side af Jorden for at finde sin prinsesse«, sagde Brian Mikkelsen. Bemærkningen bragte smilene frem hos tilhørerne, inklusive kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der var i en elegant kjole i brune nuancer med bredskygget hat og høje stiletter. Bare 80 særligt indbudte gæster deltog i ceremonien. Foran operahuset var flere hundrede mødt op for at få et glimt af prinsessen, der heller ikke skuffede sine mange fans denne gang. Senere afslørede det kongelige par en ny buste af H.C. Andersen på Observatory Hill, der ligger i Sydneys centrum med udsigt til Sydney Harbour Bridge. Statue blev stjålet Allerede i 1955 donerede danskerne i byen en buste af forfatteren, men den blev stjålet af ukendte gerningsmænd i 1984. I aften holder den danske koloni en reception for kronprinseparret, og dermed er det slut på parrets officielle besøg i Sydney. I morgen begynder Frederik og Marys to dage korte rundtur i hovedstaden Canberra, hvor premierminister John Howard er vært for en række arrangementer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























