Da rumfærgen 'Columbia' i februar 2003 eksploderede, dalede en lille bunke papir ned fra himlen. 61 kilometer faldt den. Siden lå den to måneder i sol og regn i den amerikanske stat Texas, inden de blev fundet, skriver Associated Press. De papombundne papirerne er blevet undersøgt af videnskabsmænd og er den israelske astronaut Ilan Ramons dagbog. Kun 15 minutter før rumfærgen skulle lande, eksploderede den på grund af et defekt varmeskjold, og Ramon og de seks andre besætningsmedlemmer omkom. 18 håndskrevne sider Dagbogen beskriver de første seks af missionens 16 dage. De syv astronauter udførte blandt andet eksperimenter, der skulle vurdere, hvilken effekt det har på levende væsener at opholde sig længe i et vægtløst rum. I alt har man fundet 18 håndskrevne sider på hebræisk: fire sider er Ramons personlige dagbog fra rumrejsen, seks er tekniske noter, som Ramon tog, før rumfærgen blev skudt af sted, og otte sider er personlige notater, der også er skrevet før afrejsen. To af siderne har videnskabsmændene stadig ikke haft held til at tyde, da regnen havde vasket skriften ud, og mange sider var iturevne. Håb om offentliggørelse Den israelske kriminaltekniker Sharon Brown har brugt halvandet år på at granske siderne ved hjælp af avanceret computerteknik. Brown vil ikke afsløre de personlige observationer, som astronauten gjorde i notesbogen, sagde hun tidligere på ugen på en konference for teknikere i New Orleans. På Dansk Rumforsknings Institut håber direktør Eigil Friis-Christensen, at dagbogen bliver offentliggjort. »Dagbogen er ikke tænkt til offentliggørelse, og derfor er den ikke præget af nogen bevidst hensigt«, siger han og peger på, at astronauter tidligere har offentliggjort dagbøger. Nogle beskriver tilstanden fysisk og nøgternt, mens andre beskriver det at være i rummet som noget nærmest religiøst.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























