Den amerikanske hærs jurister har opgivet hundredvis af sager mod soldater og højtstående officerer, der angiveligt har gjort sig skyldig i mishandling af fanger. Der er tale om rendyrket tortur eller psykisk mishandling af fanger, f.eks. fingerede henrettelser eller trusler mod deres familier. De mange sager er beskrevet i frigivne rapporter fra den amerikanske hær, flåde og efterretningsvæsen, som menneskeretsorganisationen ACLU (American Civil Liberties Union) lagde ud på sin hjemmeside i går. For svært at føre bevis De nye afsløringer er mulige, fordi en forbundsdomstol efter krav fra ACLU og veteranorganisationen Veterans for Peace forleden påbød myndighederne at offentliggøre rapporter, hvor fanger klager over fysisk og psykisk mishandling. Trods sagernes alvor er stort set ingen af de ansvarlige blevet stillet for retten. Forklaringen er, som det fremgår af kommentarerne i de enkelte sagsakter, at det vil være svært af føre bevis mod de pågældende soldater og officerer. Militærfolk kendte påstande om tortur Og det er ikke tilfældigt, mener direktøren for ACLU, Anthony Romero. »Det står mere og mere klart, at militærfolk kendte til påstandene om tortur og at der blev taget foranstaltninger til at fjerne beviser, stoppe undersøgelser og ydmyge fangerne i et forsøg på at gøre dem tavse«, siger Anthony Romero. Politisk reaktion Men både de nye og tidligere afsløringer får amerikanske politikere til at reagere. Senator Jeff Bingaman beder nu forsvarsminister Donald Rumsfeld om en forklaring. »Mishandling af fanger er under alle omstændigheder uacceptabelt. Rapporter om, at bevismateriale vedrørende disse forhold bliver destrueret, er ekstremt alvorligt«, skriver senatoren til Rumsfeld. Brud på konventioner Jeff Bingaman konstaterer, at behandlingen af fangerne, som det fremgår af hærens egne rapporter, er et brud på Genève-konventionerne og andre internationale aftaler. Mishandlingen af fanger finder sted både i Irak og Afghanistan, og der er ikke tale om isolerede handlinger fra enkelte soldaters side. Det frigivne og meget omfangsrige materiale viser, at højtstående officerer i flere tilfælde har bidraget til at true fanger til tilståelser ved at afhøre dem med en pistol for panden. Strengere regler for forhør Senator Bingaman vil sammen med andre senatorer stille flere spørgsmål, og det bliver sværere og sværere for myndighederne at sidde protesterne overhørig. Måske derfor meddelte en af hærens juridiske eksperter onsdag, at forhørslederne får nye instrukser. »Forhørslederne skal i langt mindre udstrækning selv bestemme, hvad de må og hvad de ikke må«, siger Thomas Gandy til nyhedsbureauet AP. Der bliver langt strengere regler end hidtil: Fængselsvagter må ikke deltage i afhøringerne, som det var tilfældet i Abu Ghraib, hunde må ikke være til stede, og høringslederne skal respektere fangernes tro og moral. »Så der vil blive en langt tættere forbindelse mellem Genève-konventionernes bestemmelser og den afhøringsteknik, vi vil bruge«, fastslår han. Hemmelige fængsler Spørgsmålet er, om alle fanger bliver afhørt efter de nye regler, eller om de blot forsvinder. Ifølge Amnesty International fortsætter den udbredte amerikanske praksis med at tilbageholde og bortføre mennesker, USA mistænker for terrorvirksomhed eller regulær væbnet modstand mod amerikansk militær. Amnestys amerikanske afdeling henviser f.eks. til, at den irakiske forretningskvinde Huda al-Azawi har været forsvundet siden hun blev arresteret 17. februar. Hun blev hentet af amerikansk og irakisk militær, der ifølge hendes to døtre anklagede hende for »at samarbejde med modstandsgrupperne«. Hun har tidligere været fængslet i Abu Ghraib, hvor hendes bror døde - angiveligt efter følgerne af alvorlig tortur. Amnesty er dybt bekymret. For tusindvis af såkaldte terrorister fra Irak, Afghanistan eller andre lande befinder sig i hemmelige amerikanske fængsler i Irak, Afghanistan, Jordan, på den amerikanske Guantánamobase i Cuba og andre steder. Fanger forsvinder Internationalt Røde Kors har flere gange talt om »fanger, der blot er forsvundet«, og menneskeretsorganisationen Human Rights Watch udgav sidste år en rapport om sagen. Avisen Washington Post har bragt en artikelserie om de hemmelige fængsler, og for få uger siden bekræftede en topfunktionær i det amerikanske forsvarsministerium eksistensen af dem og bebudede, at USA ville omdanne nogle af disse »faciliteter« til regulære fængsler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























