Dødstrusler mod dansk mindretalspolitiker

SSW's Anke Spoorendonk slår fast, at det danske mindretal støtter SPD og de Rød-Grønne. - Arkivfoto: Lars Skaaning
SSW's Anke Spoorendonk slår fast, at det danske mindretal støtter SPD og de Rød-Grønne. - Arkivfoto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Lederen af det dansksindede parti i Sydslesvig, Anke Spoorendonk, er under politibeskyttelse, efter at der fredag blev fremsat anonyme mordtrusler mod hende. Det dansksindede parti SSW har modtaget et hav af trusler, og unge borgerlige fra delstaten Nordrhein-Westfalen sendte i går pakker med lort til SSW i Landdagen i Kiel. »Det er en virkelig ulykkelig situation«, siger Bent Engelbrecht, der er pressetalsmand for SSW's kulturforening, til Politiken. »Vi har ikke bragt os i den situation. Den skyldes udelukkende, at de to store partier ikke kan tale sammen. Derfor er vi blevet tungen på vægtskålen«. Pres på danskeres rettigheder På landsplan sætter borgerlige politikere nu spørgsmålstegn ved de forfatningsgaranterede danske mindretalsrettigheder. Sagen kan forgifte atmosfæren, når den tyske kansler Gerhard Schröder skal fejre 50-året for deres vedtagelse på et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen i Sønderborg 29. marts. På vægtskålen Ved delstatsvalget i søndags fik de to borgerlige partier CDU og FDP tilsammen 34 mandater, mens koalitionen af Socialdemokrater og Grønne, der hidtil har regeret i Slesvig-Holsten, fik 33. Det betyder, at SSW's to genvalgte delegerede i Landdagen, Anke Spoorendonk og Lars Harms, kan afgøre, om CDU's Peter Harry Carstensen eller SPD's Heide Simonis skal være ny ministerpræsident. På et landsstyrelsesmøde fredag aften i Kiel bekræftede SSW, der repræsenterer delstatens danske og frisiske mindretal, at man vil støtte en mindretalsregering. Nerver i laser Partiet hælder klart mod at støtte SPD og De Grønne, siger SSW's pressetalsmand Engelbrecht. »Men Spoorendonks og Harms' nerver hænger i laser efter alle disse trusler og lodrette chikaner«, tilføjer han. CDU-toppolitikere som Christian Wulff, der er ministerpræsident i Niedersachsen, og Wolfgang Schäuble, CDU's udenrigspolitiske talsmand, har officielt angrebet SSW i stærke vendinger. De støttes af Wolfgang Börnsen, der sidder i Forbundsdagen i Berlin, og af Jürgen Koppelin, der er det liberale parti FDP's landsleder i Slesvig-Holsten. Anklage om mandatmisbrug De anklager SSW, der ved valget fik 52.000 stemmer, for at misbruge sit mandat og ikke iagttage en streng neutralitet i partipolitiske spørgsmål. Schäuble, der er en af CDU's vigtigste talsmænd, sagde forleden, at SSW ikke styrkede sine interesser, »hvis partiet tilsidesætter vælgerflertallets afgørelse«. Börnsen taler om »misbrug af mindretalsprivilegier«, fordi SSW ifølge den tyske forfatning er undtaget fra den spærregrænse på 5 procent, der gælder for andre partier. Irettesættelse Angrebene på det danske mindretal har været så hårde, at Peter Harry Carstensen, CDU's lokale leder og vinderen af valget i søndags, har måttet irettesætte sit partis landsledelse. Kritikken stammer fra folk, der er en smule frustrerede, sagde Carstensen fredag. CDU har da også selv inviteret SSW til forhandlinger og opfordret partiet til at støtte en mindretalsregering bestående af CDU og FDP. Næstformanden i CDU's fraktion i Landdagen i Kiel, Klaus Schlie, fastslog samtidig, at SSW's to mandater er fuldgyldige. »Det er hævet over diskussion«, sagde han. Rød-grøn undren Krista Sager, formand for De Grønnes fraktion i Forbundsdagen, sagde fredag til Hamburger Abendblatt, at man ikke pludselig kan fratage tyskere deres statsborgerskab og rettigheder, blot fordi de tilhører et nationalt mindretal. »Man kan da ikke betragte dem som fremmede, der blander sig i tyske forhold«, sagde hun. Sager har en dansk mor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her