Fodbold-joke udløser diplomatisk krise

Lyt til artiklen

Der er gange, hvor en grovkornet vits ikke kan betale sig. Især hvis man er regeringsleder og kommer til at fornærme et andet land så voldsomt, at det udløser en diplomatisk krise. Det har Ungarns ministerpræsident, Ferenc Gyurcsany, måttet sande. Lørdag meddelte det saudiarabiske udenrigsministerium, at man havde kaldt Saudi-Arabiens ambassadør til Budapest hjem til Riyadh til, hvad der i officielt sprog kaldes 'konsultationer'. Det kan oversættes til en diplomatisk øretæve. Ungarsk spøgefugl Gyurcsanys brøler? For to uger siden var han til en fest med Socialistpartiet. Kort forinden havde Ungarn og Saudi-Arabien spillet en venskabskamp i fodbold i Tyrkiet, der var endt 0-0. »Der var mange terrorister på det saudiarabiske hold, og vore sønner kæmpede bravt mod disse terrorister, så uafgjort på udebane er et fantastisk resultat«, sagde ministerpræsidenten under en selskabsleg ifølge det ungarske nyhedsbureau MTI. Bemærkningerne røg hurtigt ud i pressen. Et par dage senere undskyldte Gyurcsany sig med, at der var tale om en spøgefuld parodi på et talkshow, og at det bestemt ikke var meningen at udvise »politisk intolerance«. Det værste ord Men saudiaraberne kunne ikke se det sjove. Landet leverede 15 af de 19 flykaprere, der udførte 11. september-bomberne. Lige siden har regeringen slået hårdt ned på landets terrorceller, der har udført stribevis af blodige attentater. At bruge betegnelsen 'terrorister' om alle saudiarabere med en bred kam er det værste, man kan gøre. Regeringen underspiller Bemærkningen udløste først en officiel protest til Ungarn, og nu er ambassadøren altså ude af landet. Ungarske kommentatorer græmmer sig over deres regeringsleders faux pas. Ledende oppositionspolitikere har brugt det som en rambuk mod regeringen, som de anklager for at underspille betydningen af fadæsen. »Der vil nok gå lang tid, før en saudiaraber vil klappe ad et ungarsk mål igen«, sukker den ungarske journalist i en kommentar til den saudiarabiske avis Arab News.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her