Æg efter serbisk leder under besøg i Kosova

Den serbiske præsident Boris Tadic. - Arkivfoto: AP
Den serbiske præsident Boris Tadic. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Der blev kastet snebolde, æg og sten efter den serbiske præsident Boris Tadic' kortege af biler rundt til serbiske enklaver i Kosova mandag. 10.000 styrker fra KFOR og politikstyrker under FN-administrationen UNMIK beskyttede Tadic. Den internationale administration af Kosova håbede, at det første officielle besøg af en serbisk leder efter krigen om provinsen i 1999 kunne bidrage til forsoning. Ingen uafhængighed I stedet skabte Tadic stor vrede ved kategorisk at udelukke selvstændighed for Kosova. Det ses dog som tegn på fremskridt, at det ikke kom til alvorlige hændelser. Tadic sagde, at han var kommet for at skabe international opmærksomhed om serbernes situation i Kosova, som han kaldte den værste for nogen etnisk gruppe i Europa. I byen Orahovac advarede han også imod tilbagetrækning af de internationale fredsbevarende styrker, KFOR. »Der er to ting, som jeg gentager i alle internationale samtaler: at uafhængighed for Kosovo er komplet uacceptabelt, og at det vil være en forfærdelig fejltagelse, ja en kriminel handling, hvis de internationale styrker trækkes ud«, sagde han. 500 tilbage I Orahovac talte Tadic til de omkring 500, som er tilbage i byen ud af en serbisk befolkning på 4.000 før krigen. Af Kosovas befolkning på 2 millioner er nu under 100.000 serbere, efter at omkring 180.000 serbere flygtede i 1999. De frygtede repressalier, efter at NATO-bombardementer havde tvunget de serbiske styrker ud. De fleste af de tilbageblevne serbere lever i isolerede enklaver. En ny flygtningebølge kom efter albanske ekstremisters angreb på serbiske enklaver i marts sidste år. En provokation Kosovaalbanske medier kaldte det en provokation, at Tadic delte serbiske flag ud. »Jeg kom med et fredsbudskab og for at forklare dem, som kalder mit besøg en provokation, at tilstedeværelsen af staten og dens symboler er en legitim ret. Dette er Serbien«, sagde han. Ifølge Kosovas radio og tv, RTK, var der tale om besøg af »præsidenten for et naboland«. Avisen Zeri kalder Tadic' krav om serbisk overherredømme over provinsen for 'Rådne æg og forældet retorik'. Tadic sagde: »Der har ingen fjendtlighed været imod etniske albanere i mine udtalelser her«. Ingen undskyldning fra Tadic Kosovas største avis, Koha Ditore, skriver, at der heller ikke var tale om nogen fremstrakt hånd, da Tadic undlod at undskylde for fortidens serbiske forbrydelser imod albanere. Tadic mødtes med UNMIK's chef, Søren Jessen-Petersen, men ikke med nogen albanske ledere. Beograd nægter at samarbejde med den tidligere guerillaleder Ramush Haradinaj, der blev Kosovas ministerpræsident i december sidste år. Nationalister på begge sider er mobiliseret op til den planlagte vurdering senere på året af, om Kosova har indfriet de såkaldte standarder i tilstrækkeligt omfang til, at FN's Sikkerhedsråd kan skride til afgørelse af, om Kosova gives selvstændighed. En af de standarder, som der lægges størst vægt på, er markante forbedringer af forholdene for serberne og andre minoriteter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her