»Det er på tide at vende vore uoverensstemmelser ryggen og indlede et nyt kapitel i vore relationer, et nyt kapitel i vor alliance (..) USA er parat til at arbejde med Europa om vor fælles dagsorden, og Europa må være klar til at arbejde med USA«. USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, havde fundet de forsonende toner frem, da hun holdt sin med spænding imødesete tale om de transatlantiske relationer i Paris under sit lynrundtur i Europa. Fælles kamp for demokrati Talens omdrejningspunkt var Europas og USA's fælles kamp for frihed og demokrati kloden over, og Rice gjorde store anstrengelser for at lægge luft til Washingtons ofte voldsomt unilateralistiske retorik. I stedet lagde hun vægten på den vestlige verdens værdi- og ideologifællesskab, der skal danne grundstenen i det fremtidige internationale samarbejde. »Amerikanere og europæere har oplevet de største succeser, når vi har nægtet at finde os i en uacceptabel status quo og i stedet har sat vore værdier ind i frihedens kamp«, sagde Rice. Fransk modstand At Condoleezza Rice valgte at holde sin tale i Frankrigs hovedstad var langtfra tilfældigt. Paris var spydspidsen i den fransk-tysk-russiske modstand mod den amerikanskledede krig i Irak, og især Frankrig har af samme grund påkaldt sig Washingtons - og ikke mindst Rices - vrede. Dagens tale var dog et klart signal om, at Det Hvide Hus nu vil rykke tættere på de europæiske hovedstæder - et budskab der bestyrkes af, at den amerikanske regering har lagt al snak om 'det gamle' og 'det nye Europa' på hylden og i stedet omtaler EU som en samlet politisk aktør. At Rice valgte at holde talen på Sciences Po - det velansete institut for statskundskab i hjertet af Paris' intellektuelle Saint-Germain-kvarter, hvor den franske magtelite udklækkes, var heller intet tilfælde. Referencer til Europa Rice er selv politolog, og hendes højtsvungne tale, der var fuld af referencer til europæisk historie og stilistiske sprogblomster af Winston Churchillsk klasse, var et veltilrettelagt forsøg på at demonstrere, at Bushregeringen langtfra er det høgedominerede intellektuelle sorte hul, som de argeste europæiske kritikere af Washingtons udenrigspolitik ynder at hævde. Ja, nogle iagttagere har ligefrem kaldt det en åbenlys allusion til den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, som i 2000 udstak sine europæiske visioner på det tyske Humboldt-universitet. Amerikansk publikum Men her stopper sammenligningen også. For studerende var der ikke mange af i den stopfyldte sal. Det amerikanske udenrigsministerium og ambassaden i Paris havde nemlig selv lagt beslag på omkring 400 af de i alt 550 pladser i det lille auditorium. »Studerende er der ikke mange af derinde«, siger Emanuel, en statskundskabsstuderende, som står bag afspærringerne i den smalle rue Saint Guillame. »Det er mest amerikanere, som lytter til hende. Måske var hun bange for at tale til et udelukkende fransk publikum?Uenigheden er vel ikke sådan lige til at feje ind under tæppet«, mener han. Men som den smilende og særdeles fattede Condoleezza Rice understregede inde i salen: »Historiens dom vil næppe fokusere på vore gamle uoverensstemmelser, men i stedet på vore fremtidige bedrifter«. Så måske er et nyt og roligere kapitel ved at blive skrevet i det til tider voldsomt stormfulde forhold på tværs af Atlanten.